Video : Tipsbladet
1. division

Brandvarm OB-bomber scorer hattrick

Luca Kjerrumgaard scorede hattrick, da OB vandt 3-0 over Fredericia og lagde afstand i toppen af 1. division.

21-årige Luca Kjerrumgaard var den helt store oplevelse, da han onsdag aften stod for alle målene i OB's 3-0-sejr i topkampen mod FC Fredericia i 1. division.

Sejren var den sjette ud af seks mulige i landets næstbedste række for OB, der trækker fra i toppen. Fynboerne har nu seks point ned til Fredericia på andenpladsen.

Unge Kjerrumgaard nettede to gange inden for seks minutter i første halvleg, inden at han til slut i kampen fuldendte sit hattrick og forlængede en fremragende sæsonstart.

Angriberen er nu oppe på otte scoringer indtil videre i sæsonen.

Fra kampens start satte fynboerne sig på begivenhederne på eget græs. OB spillede en god omgang fodbold og skabte flere chancer.

Det var også værterne, der først fandt vej til nettet, da Luca Kjerrumgaard efter en lille halv time slog til på en omstilling.

Den 21-årige frontløber modtog bolden på kanten af Fredericia-feltet, og efter et par berøringer sparkede han kynisk fynboerne i front.

OB fortsatte dominansen, og blot seks minutter senere blev føringen fordoblet.

Endnu en gang var det med Kjerrumgaard i den afsluttende rolle, da OB-topscoreren var først over en løs bold tæt under Fredericia-målet.

Kampbilledet fortsatte efter pausen.

Præcis som i første halvleg sad fynboerne på spillet og trykkede i perioder Fredericia langt ned mod eget felt.

Luca Kjerrumgaard kom frem til flere chancer for et hattrick, men skarpheden fra første halvleg manglede for den unge angriber.

Det var tydeligt, at den unge angriber jagtede den tredje scoring, og seks minutter før tid var der gevinst.

Kjerrumgaard fik bolden tæt på Fredericias mål, og efter et par skudfinter sendte han kuglen i kassen via stolpen og lukkede opgøret.

Det var ikke kun i Odense, at der onsdag aften blev spillet fodbold i landets næstbedste række.

I Kolding var Esbjerg fB på besøg og besejrede koldingenserne med 2-1, mens Hobro IK på udebane vandt 3-0 over Vendsyssel FF.

/ritzau/