Video : Tipsbladet
Serie A

Sportsdirektør kommenterer Simon Kjær-mulighed

Venezias sportsdirektør vil ikke afvise, at Serie A-klubben kan være interesseret i Simon Kjær, der stadig står uden en klub.

Han har ikke spillet en fodboldkamp siden den 8. juni, da han blev indskiftet i Danmarks 3-1-sejr over Norge, og i øjeblikket er der stadig uvished om Simon Kjærs fremtid. 

Den tidligere landsholdsanfører forlod AC Milan i sommer, da hans kontrakt udløb, og siden da har Simon Kjær altså ikke fundet sig en ny klub. 

Tipsbladet kunne i sidste uge erfare, at Simon Kjær kan være et emne i den nyoprykkede Serie A-klub Venezia, og på et pressemøde onsdag blev klubbens sportsdirektør Filippo Antonelli så spurgt, om Venezia kan finde på at gå efter kontraktfrie spillere, og om den 35-årige danske forsvarsspiller kan være interessant for Venedig-klubben. 

- Vi overvejer alle muligheder. Jeg har aldrig talt med ejerne om dette. Det vil kræve noget ekstra. Jeg kommer nok til at stille dem spørgsmålet, og så må vi se, lød svaret, ifølge Tuttomercatoweb, fra Filippo Antonelli. 

Venezia, der i forvejen råder over to danskere i form af Christian Gytkjær og Magnus Kofod Andersen, har hentet ét point i løbet af sæsonens tre første spillerunder. 

Tidligere på ugen skrev Bold.dk, at pilen godt kunne pege mod et karrierestop for Simon Kjær, der angiveligt har afvist en række klubber. 

Udover AC Milan har Simon Kjær i løbet af karrieren spillet for FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og Atalanta.