Bedst og værst: AaB-Randers FC
Superliga

Bedst og værst: AaB-Randers FC

Både AaB og Randers skulle revanchere nederlag i pokalturneringen fra i torsdags. Læs her, hvad der var godt, og hvad der var skidt i opgøret.

Vi fik en livlig og underholdende kamp, da AaB besejrede Randers på hjemmebane. Nu er mestrene kun tre point fra Randers på tredjepladsen.

Kampens bedste:

AaB:

Kenneth Emil Petersen og Anders K. Jacobsen fortjener også hædrende omtale, men Thomas Enevoldsen var konstant farlig og med i skabelsen af AaB's chancer. Scorede desuden et flot 2-1-mål.

Randers FC:

På den centrale midtbane udførte anfører Christian Keller som sædvanligt et stort arbejde, hvor han sled og slæbte. Kaptajnen har et højt bundniveau, og han gjorde sit til at jagte et point.

Kampens værste:

Mod kampens slutning dumpede bolden ned for fødderne af Mads Agesen, der var trukket med frem i AaB's felt. Midtstopperen afsluttede med venstre, og bolden ramte Thomas Augustinussen lige der, hvor den slags gør mest ondt. Det var selvfølgelig kun slemt for "Augo", men AaB-anføreren kan betragte dette som et signal om medlidenhed. 

Kampens detalje: 

Omkring den halve time fik Viktor Lundberg en kæmpechance, da AaB-målmand Nicolai Larsen var væk fra sit mål. Den svenske angriber skulle bare sparke bolden ind, men Kenneth Emil Petersen havde forudset problemerne og nåede lige nøjagtig at heade afslutningen over mål. Fremragende redning af midtstopperen.