AaB rejste sig i underholdende sejr over Randers
Superliga

AaB rejste sig i underholdende sejr over Randers

Både AaB og Randers FC tabte deres pokalkvartfinaler i torsdags, men det var kun førstnævnte, der fik point ud af en strålende kamp sent søndag aften.

Det lignede ikke to mandskaber, der kom direkte fra hver deres pokaldukkert i torsdags, da AaB vandt 2-1 over Randers søndag aften. Kampen i Aalborg var fyldt med gode angreb, høj intensitet og målchancer. 

I det 12. minut fik vi tre begivenhedsrige minutter. Først havde Anders K. Jacobsen nogle fine driblinger i ventre side, hvorfra han trak ind i banen og sparkede bolden fladt på den nærmeste stolpe. 

Minuttet efter scorede AaB. Thomas Enevoldsen lagde bolden ind i feltet efter et kort hjørnespark, og her kom Thomas Augustinussen højest. Han headede bolden ind i det lille felt, hvor Rasmus Thelander kunne stige op og med hovedet lægge bolden til rette for forsvarskollega Kenneth Emil Petersen, der sparkede bolden i mål.

To minutter senere gjorde Mikael Ishak det samme i den anden ende. Alexander Fischer lagde et fladt indlæg ind i feltet, som Ishak sparkede lige så fladt over i den modsatte side af målet - langt uden for Nicolai Larsens rækkevidde. 

Et kvarter senere burde Ishaks angrebsmakker og landsmand Viktor Lundberg have bragt Randers i front. Nicolai Larsen var kommet ud af sit mål for at afværge en fri Ishak, men bolden havnede for fødderne af Lundberg, der bare skulle sparke bolden i kassen. Kenneth Emil Petersen dækkede dog målet i Larsens fravær, og han fik lige netop headet bolden over overliggeren. 

Efterfølgende havde AaB fornuftige chancer ved Anders K. Jacobsen og Thomas Enevoldsen, der blev afvist af henholdsvis Kalle Johnson og sidenettet, og derfor gik holdene til pause med 1-1 efter en underholdende første halvleg.

Anden halvleg begyndte, hvor første slap. Masser af tempo og to hold, der ville noget offensivt. Det kastede et par fornuftige langskud af sig i løbet af de første ti minutter, men det næste mål kom først efter et kvarter. 

AaB's to offensive drivkræfter, Anders K. Jacobsen og Thomas Enevoldsen, stod bag 2-1-scoringen. "AK" fikserede et par Randers-spillere med sine driblinger på kanten af feltet og lagde bolden til siden til Enevoldsen, der smukt sparkede bolden ind oppe omkring hjørnet. 

Kort efter var AaB nær kommet foran med 3-1, da Mads Agesen fik sat en akavet fod på et indlæg, så bolden sejren lige over målet og lagde sig i nettaget. 

Den høje intensitet og ditto chancefrekvens fortsatte i hele anden halvleg, og i overtiden fik indskiftede Djiby Fall en stor chance, som Nicolai Larsen reddede. Randers formåede ikke at omsætte deres pres til yderligere scoringer, og derfor vandt AaB, mens Randers tabte for en sjælden gang to kampe på stribe.