Video : Tipsbladet
Superliga

Premier League-klub til salg: Investor fra USA bekræfter forhandlinger

Joseph DaGrosa bekræfter til NBC Sport, at man forhandler med Mike Ashley om et muligt opkøb

Den amerikanske rigmand, der ejer virksomheden Great American Capital Partners, Joseph DaGrosa, bekræfter til NCB Sport, at han i øjeblikket forhandler om et muligt opkøb af Newcastle United.

- Jeg kan uden tvivl bekræfte interesse. Jeg vil bekræfte, at vi har haft samtaler med Mike Ashleys øverste repræsentant, og jeg vil beskrive de samtaler som værende positive, siger den amerikanske investor til NBC.

 - Jeg vil sige, at Mike Ashley og hans folk er meget nemmere og meget venligere og forretningskloge, end de normalt får kredit for.

Det er ingen hemmelighed, at Newcastle-ejer Mike Ashley i en årrække har forsøgt at sælge The Magpies, men hidtil har han ikke fundet nogle bud på den engelske traditionsklub tilfredsstillende.

DaGrosa tør da heller ikke garantere, at de nuværende forhandlinger ender i et ejerskifte.

- Vi forhandler stadig, og jeg er ikke sikker på, at vi når til enighed, men der er uden tvivl villighed fra begge parter til at bevæge forhandlingerne i den rigtige retning, siger DaGrosa.