BRØNDBY (Tipsbladet): Han har snart været i Brøndby IF i syv år, og lige meget hvor mange gange han er røget på bænken, så har han altid fundet vej tilbage til startopstillingen.
Der er tale om Josip Radosevic, som igen-igen er blevet starter i Brøndby IF i den seneste periode.
Og med sine mange år i klubben og sin evne til at komme igen er den hårdtarbejdende kroat også godt i gang med at skrive sig ind i Brøndbys historiebøger.
Josip Radosevic er i forvejen den udlænding med flest kampe for Brøndby, og han er blot 13 kampe fra at overhale Allan Ravn og klatre ind i top 20 på listen over flest kamp for de blå-gule. I skrivende stund har kroaten 222, mens Allan Ravn står noteret for 235.
- Det betyder selvfølgelig noget, siger Josip Radosevic, da Tipsbladet spørger ind til den forestående milepæl efter torsdagens træning, og tilføjer:
- Det er noget specielt, og jeg er virkelig glad for, at jeg snart har været syv år i den her store klub. Jeg er taknemmelig for alle menneskene, fansene og trænerne, og det giver mig lysten til at give mig fuldt ud.
Hvorfor har du spillet syv år i Brøndby?
- Jeg har min kone og tre børn her, og vi er virkelig glade her i landet. Jeg har været her længe, men det er også en virkelig god klub, og jeg er glad her. Jeg er glad for alle menneskene, der arbejder her, og fansene, der vil klubben det bedste.
Nærmer sig udløb
Men hvordan formår han altid at kæmpe sig tilbage i startopstillingen og i øjeblikket henvise spillere som Stijn Spierings og Noah Nartey til bænken? Hvad er hemmeligheden?
- Jeg ved det ikke, siger Josip Radosevic med et smil og tilføjer:
- Jeg prøver altid at være positiv, og jeg beder til Gud om at hjælpe mig i svære perioder, og det får jeg ekstra energi af.
Josip Radosevic, 30 år, kan dog være i gang med sin sidste tid i Brøndby. Til sommer udløber kontrakten med Vestegnsklubben, som han kom til i 2018.
- Jeg tænker ikke på fremtiden. Jeg tænker bare på søndagens kamp og tager en dag ad gangen. Vi får at se, hvad der sker, siger Josip Radosevic, der ikke vil ind på, om han har været i dialog med klubben om en forlængelse.
Søndag skal Josip Radosevic og resten af Brøndby-mandskabet møde FC Nordsjælland på hjemmebane.