Det går ikke skævt for Alexander Lind og Pisa for tiden.
Lørdag fortsatte den unge angriber og den italienske klub deres jagt på at spille sig tilbage i Italiens bedste fodboldrække. Og her fortsatte Alexander Lind sin fine form, da han både scorede og lagde op til et mål i Pisas 3-0-sejr over Sampdoria, der også kæmper med i toppen af Serie B.
Den glimrende indsats fra Alexander Linds side var heller ikke noget, der gik Pisas cheftræner, Filippo Inzaghis, næse forbi.
- Lind fik scoret et mål og lavet en assist, hvilket vi er meget glade for på hans vegne, sagde den tidligere italienske landsholdsangriber på sin pressekonference efter kampen.
De to målinvolveringer betyder, at den tidligere U21-landsholdsspiller nu er oppe på tre scoringer og to oplæg for den storsatsende klub, der udover angriberen også hentede de to tidligere AaB-spillere Malte Højholt og Oliver Abildgaard i sommer.
Modsat Alexander Lind startede de ikke inde i dagens kamp, men de blev begge sendt i aktion i løbet af anden halvleg, da sejren skulle køres i hus.
Med de tre point sikrede Pisa sig ligaens førsteplads, som er en af de to pladser, der udløser direkte oprykning til Serie A.