VM-værtsnationen Qatar har været under kritisk lup fra medier, menneskerettighedsorganisationer og flere fodboldforbund forud for slutrundens start søndag aften.
Turneringens første fløjt markerer dog ikke en overgang til, at de VM-interesserede danskere kun vil høre om spillet med bolden.
En undersøgelse fra Voxmeter viser, at 69 procent af de danskere, der kommer til at følge med i VM-slutrunden, håber, at dækningen af ikke-fodboldrelaterede emner i Qatar fortsætter, når slutrunden er i gang.
15,1 procent håber, at dækningen overvejende handler om fodbold, når VM er i gang, mens færre end hver sjette - 15,9 procent - håber, at dækningen af VM udelukkende handler om fodbold, når VM er i gang.
I perioden 3.-7. november blev 1003 repræsentativt udvalgte respondenter spurgt: "Når VM går i gang, ønsker du fortsat nyhedshistorier om Qatars forhold til menneskerettigheder, homoseksuelle og andre ikke-fodboldrelaterede emner?"
Dansk Boldspil-Union (DBU) har været et af de fodboldforbund, der har sat fokus på og kritiseret VM-værten for at krænke menneskerettigheder i forhold til kvinder, homoseksuelle og migrantarbejdere.
DBU-direktør Jakob Jensen kan godt forstå, at de danske VM-følgere vil vide mere om forholdene i VM-værtslandet.
- Jeg er sikker på, at den debat, der har været om VM i Qatar, har givet danskerne interesse i at følge, hvordan udviklingen fortsætter i Qatar. De vil gerne have afdækket de kritiske forhold, der er i Qatar.
- Jeg kan sagtens forstå, at danskerne gerne vil have endnu mere efter den debat, der allerede har været, siger Jakob Jensen.
Han tror, det er en tendens, der vil gå igen i fremtiden i forbindelse med globale sportsbegivenheder.
- Jeg tror, at der er nogle ting i bevægelse, som man ikke kunne forudsige i 2010, da VM-værtskabet blev tildelt. Det gælder eksempelvis klimadebatten i relation til VM, og det gælder diskussionen om menneskerettigheder.
- Jeg tror, at vi fremover også diskuterer andre ting end det forretningsmæssige ved et VM-værtskab. Den udvikling er kommet for at blive, siger DBU-direktøren.
36,9 procent af respondenterne i undersøgelsen skal ikke følge med i VM-slutrunden.
/ritzau/