Sæsonen 2014 har for 27-årige Lasse Vibe været en stor succesoplevelse. Den danske angriber har hamret mål ind på stribe, og dominoeffekten har betydet landsholdsdebut, sølvmedaljer i Allsvenskan og måske et stort skifte.
Danskeren er efter sine 23 mål i Allsvenskan et eftertraftet navn, men Vibe - der tidligere har spillet for AGF- og SønderjyskE - ved godt, at han er nødt til at sende masser af kredit til holdet, der har skabt muligheder for den dygtige målscorer.
- Jeg synes, jeg spiller på et godt hold, som spiller en slags fodbold, der passer mig. Jeg har også i modsætning til tidligere i min karriere spillet som angriber i hele sæsonen, siger Lasse Vibe til dn.se.
Danskeren er af mediet dn.se - Dagens Nyheter - udvalgt til årets spiller i den svenske Allsvenskan. En pris, som han er glad for at modtage.
- Det føles godt. Når man får selvtillid, er det bare om at fortsætte, siger Lasse Vibe.
Ikke alt var godt dog, for Vibes træner Mikael Stahre blev mandag formiddag fyret, efter han guidede IFK Göteborg til andenpladsen i Allsvenskan. Træneren havde vundet ni af de seneste 11 kampe og kun tabt en enkelt, så det var noget af en overraskelse, at IFK valgte at gå i en anden retning. Også for Lasse Vibe.
- Jeg er overrasket. Selv om vi ikke fejrede andenpladsen, så var vi ret tilfredse med sæsonen. Jeg har arbejdet med ham i det halvandet år, jeg har været i klubben, så for mig er han IFK Göteborg. Jeg kan lide hans måde at arbejde på, og jeg kan lide hans person. Så det gør ondt at se ham forlade os, siger Vibe.
Danskeren fortæller videre i interviewet, at han fortsat har øjnene rettet mod et skifte til en større europæisk liga.