Sølvmedaljer til IFK Göteborg i den svenske Allsvenskan var ikke nok til at redde trænerjobbet for IFK-træner Mikael Stahre. IFK Göteborg har mandag morgen bekræftet, at klubben med Lasse Vibe, Søren Rieks og Kenneth Zohore i truppen har fyret sin træner gennem tre sæsoner Mikael Stahre. Det sker trods en andenplads i Allsvenskan.
Fyringen må siges at være en smule overraskende, for trods en mager pointhøst til at begynde med har klubben ramt et vildt højt niveau i de sidste 10-11 kampe. Ni sejre, én uafgjort og kun et nederlag i de sidste 11 kampe har betydet, at IFK Göteborg kunne bevæge sig fra subtoppen og op til sølvet. Men altså ikke nok til, at Mikael Stahre får lov til at beholde jobbet.
- Det skal påpeges, at Mikael Stahre har gjort et strålenden stykke arbejde i sin tid som træner for IFK Göteborg. En tredjeplads, en andenplads og sejr i pokalturneringen i 2013 er resultater, der taler for sig selv. Vi står foran store forandringer i vores elitevirksomhed, og det føles derfor passende at vælge en ny træner nu, siger sportschef Mats Gren til klubbens hjemmeside.
Klubben har som sagt danskerne Lasse Vibe, Søren Rieks og Kenneth Zohore i truppen, men Kenneth Zohore, der er ejet af Fiorentina, ventes ikke at få sin lejeaftale forlænget, mens Lasse Vibe, Allsvenskans suveræne topscorer, nok søger mod en større europæisk klub. Det kan altså betyde, at Søren Rieks er den eneste, fyringen reelt får betydning for.
Allsvenskan følger kalenderåret, hvorfor weekendens kampe i Sverige var sæsonens sidste.