Lasse Vibe kronede lørdag en stor sæson i det svenske med sit 23. mål i sæsonen. Danskeren blev suveræn topscorer i Allsvenskan, og sammen med sit hold IFK Göteborg blev sølvmedaljerne sikret med en 5-1-sejr over Halmstad.
Den tidligere SønderjyskE-profil ser tilbage på en god sæson, hvor han føler, han har løftet sit niveau markant.
- Jeg har haft et rigtig godt år, ikke bare med hensyn til mål, men jeg har også udviklet mig meget i mit spil. Så jeg er rigtig glad og det har nok været det bedste år i min karriere. Det er fedt, at man stadig kan udvikle sig, selvom man ikke er et talent mere, siger Vibe til DR Sporten.
Nu venter en vinter, hvor der ganske givet skal tages en stor beslutning om, hvad fremtiden skal bringe, og Vibe lægger ikke skjul på sine ambitioner.
- Jeg har mange mål. Det, jeg hele tiden har sagt, er, at kan jeg få mulighed for at komme til en af de bedste ligaer i Europa, så vil jeg rigtig gerne det. Men omvendt har jeg det også rigtig godt her, hvor jeg er, og det er en stor klub med ambitioner. Så det er lidt en win-win situation, jeg står i, og jeg kommer til at være glad for mit fodboldliv, uanset hvad jeg vælger. Så på den måde er det rigtig fedt at være mig, og det er en fed mulighed at stå med, siger Lasse Vibe videre.
Malmö FF og danske Robin Olsen tog guldet i Sverige for anden sæson i træk.