Superliga

Solbakken ville ikke skræmme Dame N'Doye

Den senegalesiske angriber fik en sensationel halv halvleg som centerforsvarer for FCK mod OB.

Mens spillet bølgede på banen ,var det også interessant at følge aktiviteterne på sidelinien i Parken søndag aften, for hvornår ville Morten Nordstrand komme på banen?

Hjemmeholdets topscorer varmede i hvert fald intenst op fra 2. halvlegs start, men udskiftningen lod vente på sig. Først kom Sionko ind for William Kvist på kanten, mens Jesper Grønkjær højlydt fik gjort cheftræner Solbakken opmærksom på, at han selv havde benene til at spille videre. Men med 1-1 på måltavlen måtte det da snart blive Nordstrands tur.

Det blev det bare ikke, og man følte en vis medlidenhed, da det var Dame N'Doye, der blev kaldt over til bænken, for dermed fik den klejne Nordstrand endnu et hak i selvtilliden - troede man. For sådan blev det ikke. Den senegalesiske angriber byttede nemlig med Mikael Antonsson og i stedet for en større rokade på holdet rykkede han sensationelt ned i det centrale forsvar som makker med Mathias Zanka Jørgensen.

- Det var ikke noget, vi havde trænet i løbet af ugen, men da Ulrik Laursen løb ind i sine problemer med baglåret, vidste jeg, at det kunne blive aktuelt. For vi havde ingen forventning om, at Antonsson kunne holde fuld tid ovenpå sin knæskade. Vi vidste, at han ville få krampe på et tidspunkt, og derfor sagde jeg til N'Doye før kampen, at han nok skulle regne med at spille centerforsvarer i de sidste 20 minutter. Jeg ville ikke sige det før, for så ville han bare være blevet bekymret, sagde Ståle Solbakken med et grin efter kampen.

For det lykkedes, selv om N'Doye startede lettere usikkert og var ved at cleare bolden forbi en fremstormende Jesper Christiansen, men der bliver næppe brug for angriberen i forsvaret igen, for nu er der 14 dages landsholdspause, så Antonsson kan genfinde formen og Laursen komme over skaden, mens Peter Larsson også er karantænefri.

Og Nordstrand kom ind til stort bifald i det 77. minut og fik selvfølgelig sat sit store aftryk på kampen med sejrsmålet.

- Han fik jo ikke så meget tid til at vise, hvad han kan, så det er flot, at han får scoret sejrsmålet. Nu må vi se, hvad det betyder for fremtiden. Efter landskampspausen har vi tre kampe på otte dage, så mon ikke der bliver en mulighed for ham, sagde cheftræner Solbakken til tipsbladet.dk.