Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-stjerne ude mod FC Midtjylland

Brøndby må undvære Klaiber på søndag, mens Kvistgaarden missede træning torsdag.

BRØNDBY (Tipsbladet): En ulykke kommer sjældent alene, siger man. Det kan de genkende i Brøndby.

I mandagens skuffende 1-4-nederlag til FC Nordsjælland måtte Sean Klaiber nemlig udgå med en skade for de blå-gule. Af den grund er han ikke med, når Brøndby IF møder FC Midtjylland søndag aften.

Det fortæller Jesper Sørensen, cheftræner i Brøndby, efter torsdagens træning.

- Ja, han er ude.

Hvor længe?

- Det ved jeg ikke endnu.

Men det er flere uger?

- Det virker det til, ja.

Angriberstjernen Mathias Kvistgaarden var heller ikke på træningsbanen med holdkammeraterne, men her er udsigterne mere positive.

- Kvistgaarden har fået et slag på hoften og er forhåbentlig i spil til på søndag. Det går jeg ud fra. Men vi må se, siger Jesper Sørensen.

Og så kan Ohi Omoijuanfo måske være tilbage efter lidt over en måneds pause.

- Jeg troede egentlig, at han var tættere på at skulle være med på banen i dag, men han har været med i nogle omgange i sidste uge og ligner måske, at han er i spil til på søndag. Det får vi at se de næste par dage, lyder det fra Brøndby-træneren.

Brøndby må desuden også undvære Rasmus Lauritsen, der er i karantæne.

Kampen mod FC Midtjylland spilles søndag klokken 18.00 på Brøndby Stadion.