Superliga

Søren Berg sendte Brøndby til tops

Trods udvisning overtog Brøndby 1. pladsen i SAS Ligaen med en 2-0-sejr i Randers. Hjemmeholdets Søren Berg scorede selvmål i anden halvleg.

Det var ikke specielt seværdig fodbold, som SAS Liga-kampen mellem Randers og Brøndby vil blive husket for, men derimod det faktum, at Brøndby med 10 mand hentede en 2-0 sejr hjem og henviste FCK til en foreløbig andenplads i tabellen.

Selv om matchen i sig selv ikke var den store oplevelse, så havde den alligevel flere dramatiske højdepunkter. Brøndby blev reduceret til 10 mand allerede efter 21 minutters spil, hvor Morten Duncan Rasmussen fik direkte rødt kort - angiveligt, fordi han skulle have råbt "kæmpeidiot". Det var imidlertid uklart, om tilråbet var tiltænkt dommer Michael Johansen eller en modspiller.

Med en mand i overtal tænkte de fleste, at Randers havde gode chancer for at slukke Brøndbys drømme om at tage føringen i SAS Ligaen. Men Randers har haft en lidt vaklende periode, siden John "Faxe" Jensen kom til som træner, og kampen lørdag blev ingen undtagelse. Kronjyderne formåede at omsætte boldbesiddelsen til chancer, men ikke scoring.

I hvertfald hvis man ser bort fra starten af anden halvleg, hvor Søren Berg var uheldig at nikke bolden i eget net til Brøndby-føring. Senere sikrede Stefan Gislason sejren for gæsterne med et langskud fra kanten af feltet.

FCK kan genindtage 1. pladsen i SAS Ligaen søndag med en sejr over OB.

/ritzau/