Superliga

OB'er: Det ser sort ud for os nu

Hans Henrik Andreasen var en skuffet midtbanemand efter nederlaget i Parken.

En sejr havde sendt OB op på andenpladsen, uafgjort havde bevaret snoren i toppen, men 1-2 nederlaget til FCK var meget skidt for fynboerne, der nu har hele fem point (og en seks mål dårligere målscore) op til søndagens modstander fra FC København.

- Det ser sort ud for os nu, sagde en trist Hans Henrik Andreasen efter tabet i Parken, som han i øvrigt ikke havde meget at indvende imod.

- Vi spillede ikke verdens bedste kamp. De var simpelt hen bedre end os, og derfor er det også fortjent nok, at de vinder. Det er ikke rart at sige, for vi skulle kunne matche dem, men det gik bare ikke i dag.

- De var bedre til at holde fat i bolden, end vi var, men vi burde have været bedre, og derfor er det surt at stå her og have mistet et point. For uafgjort havde været fint nok, som kampen gik, men det fik vi altså ikke, lød det fra Hans Henrik Andreasen, der holdt 76 minutter ovenpå sin skadespause og i øvrigt havde nok at se til som defensiv opbakning til Espen Ruud ude på den venstrekant, hvor Jesper Grønkjær huserede.

- Han var meget boldsikker og har også et fantastisk antrit, men jeg synes nu ikke, at han fik så meget ud af det. Et par indlæg og et skud blev det vist til, så det var ok, sagde Hans Henrik Andreasen til tipsbladet.dk.