La Liga

Laudrup er topkandidat i Atletico Madrid

Michael Laudrup topper ifølge Marca kandidatlisten som ny Atletico Madrid-træner. Nuværende træner Abel Resino kan blive fyret allerede i dag.

Ifølge Spaniens største sportsavis Marca kan Michael Laudrup snart sætte sig på et nyt trænersæde i den spanske La Liga.

Og det er ikke hos en tilfældig lille landsby-klub, men derimod Spaniens tredjemest vindende, Atletico Madrid.

Hovedstadsklubben har fået en forfærdelig sæsonstart, såvel i den spanske liga, som i Champions League. I aftes tabte Atletico Madrid klart 4-0 til Chelsea på Stamford Bridge.

- Noget må der gøres. Det er klart, at situationen set fra vores side ikke kan fortsætte sådan. Vi er nødt til at finde en løsning lige nu, for holdet har det ikke godt. Det kan ikke fortsætte sådan, sagde en fortvivlet Atletico Madrid-præsident, Enrique Cerezo, fra London i aftes til Marca. 

Løsningen kan meget vel hedde Michael Laudrup, for han er førsteprioriteten hos Cerezo, skriver Marca, som mener, at Abel Resino kan få silkesnoren allerede i dag.

Laudrups rivaler til jobbet, når det bliver ledigt, er Quique Sanchez Flores, Bernd Schuster og Luis Aragonés.