Mads Roerslev spiller i dag i den bedste engelske række, som af mange opfattes som verdens stærkeste. Det var der nok ikke mange, der havde regnet med efter de første år i FC København, hvor han hverken slog til i lejeophold i Halmstad eller Vendsyssel.
Det var da heller ikke nemt for ham i den danske hovedstadsklub. Det kommer han ind på i et interview på TV3+.
- Selvfølgelig var tingene ikke, som vi havde regnet med. Men det er klart, at når du kommer op i så stærk en trup, som det var på det tidspunkt som ung spiller, som 17-årig, så skal der noget tilvænning til, siger han og fortsætter:
- Både i form af seniorfodbold og du skal lige pludselig kæmpe om en position, og du skal lære, at de ikke længere bliver prioriteret som førstevalg. Og det er klart, at det påvirker spillere, lyder det fra Mads Roerslev.
I stedet endte det efter de to lejeophold med, at Brentford tog ham ind på deres B-hold efter anbefaling af Brian Riemer, som tidligere havde været U19-træner i FCK.
Han peger desuden på, at der er noget helt særligt, som satte gang i processen efter skiftet til Brentford.
- Jeg føler, at jeg er værdsat og jeg har nogle folk omkring mig virkelig tror på mig. Jeg tror virkelig, at det var det, der fik sat gang i mig. Det tror jeg er noget, som man har stort behov for som ung spiller, at folk tror på en, fordi det er en kæmpe faktor hver dag, når man kommer ind og prøver at gøre sit bedste, forklarer den 22-årige back.
I Brentford spiller han sammen med Christian Eriksen, som United efter sigende har forsøgt at hente tre gange. Læs mere om det her.