Generelle

Socialt liv med i Hansens Randers-valg

Esben Hansen kender flere af Randers' spillere fra tiden i OB, og livet udenfor banen har også haft en betydning for valget af Randers som ny klub.

På transfervinduets næstsidste dag skiftede Esben Hansen til Randers på en lejeaftale, der gælder for resten af året. I Randers bliver midtbanespilleren genforenet med en række tidligere OB'ere, og det glæder Esben Hansen, der er nær ven med Kenneth Møller Pedersen.

- Kenneth er klart en faktor. Vi fik ikke snakket så meget om det inden skiftet, fordi det gik meget hurtigt, men det er ingen hemmelighed, at Randers er langt fra der, hvor jeg opholder mig normalt. Det er klart, at jeg kender Kenneth i Randers og også nogle af de andre fra tidligere. Det er vigtigt, at jeg fungerer socialt, så det har været væsentligt, siger Esben Hansen til tipsbladet.dk.

Den nye Randers-spiller har fået en lejlighed i Randers, men han vil ofte tage en tur til København, hvor de fleste venner og familie er. Lejeaftalen med Randers udløber til nytår, og der foreligger ikke nogen aftale om eventuel forlængelse.

- Ikke som udgangspunkt. Alle parter koncenterer sig først og fremmest om perioden frem til jul, og så er der ikke aftalt mere, siger Esben Hansen.

Selvom han formentlig er væk fra Randers om tre måneder, har han alligevel hjertet med til det kronjyske.

- Jeg er her ikke kun for min egen skyld. Jeg tror bestemt, at vi kan vende skuden, for ellers var jeg ikke taget herop. Alle skal have noget ud af det, og det skal også udmønte sig i nogle point, lyder det fra Esben Hansen.