BRAGT I TIPSBLADET 31. MARTS 2010
Selvom han har passeret grænsen for selv den mest rabiate arbejdsgivers definition af pensionsalderen og har både dåbattest og dybe furer i ansigtet efter mange års alvorlige overvejelser som bevis for, at han fortjener sit otium, føler Lennart Johansson sig ikke hjemme i rollen som pensionist.
Johansson har fortsat kontor på Råsunda Stadion et par km nord for centrum i Stockholm, hvor det svenske fodboldforbund hører hjemme, og på væggene i det omtrent 40 m2 store rum minder ordener og takkebreve fra flere årtier i UEFA konstant Johansson om, hvad han har opnået og oplevet - oplevelser, han i dag savner.
- Jeg sidder bare her og kigger på gamle billeder. (Johansson kigger op på gamle billeder og ordner, Red.). Jeg blev jo væltet af Platini, fordi Blatter lavede et nummer med mig. Man plejer at sige, at det skal blive godt at blive pensionist. Det er det værste fis. Hvad skal jeg tage mig til? Jeg har været glad for mit liv. Jeg har haft det godt med at have et program med mange ting at ordne. Nu har jeg intet ansvar, siger Johansson.
- Nu kommer folk til mig sådan lidt tilfældigt. Det er jeg ikke vant til. Jeg har været i fodbold i 40-50 år. Jeg er først gået på pension i mine firsere, efter at jeg har været i fodbold i over halvdelen af mit liv. Sådan er der ikke så mange, der har det, fortsætter Johansson.
