Generelle

- Blatter ved ikke hvad fair play betyder

Selvom han er fyldt 80 og har kæmpet sig tilbage fra en hjerneblødning, er UEFA's tidligere præsident Lennart Johansson skarp som aldrig før. Tipsbladet har mødt Champions Leagues fader og en af fodboldens ultimative insidere på kontoret i Stockholm.

Uærlige Blatter

Fodbold fylder fortsat meget for Johansson, der i denne sæson blandt andet har været til FC Barcelona-Real Madrid på invitation fra Joan Laporta og skal til FIFA-kongres i Johannesburg i dagene op til VM-slutrunden.

Læs også: Alt om FIFA og skandalerne

Johansson er æres-vicepræsident i både FIFA og UEFA og har tænkt sig at mødes med folk og sige sin mening, en mening Johanssons tidligere rival Sepp Blatter nok ikke har lyst til at høre.

Der florerer rygter om uddeling af brune konvolutter til de stemmeberettigede natten før præsidentvalget ved FIFA-kongressen i Paris i 1998, hvor Lennart Johansson og hans stab af UEFA-medarbejdere var sikre på, at de dagen efter skulle vælge svenskeren til FIFA-præsident. Chefen for det somaliske fodboldforbund stod i 2002 frem med en edsvoren udtalelse og fortalte, at han i 1998 var blevet tilbudt 100.000 dollars for at stemme på Blatter, men at han havde sagt nej. Blatter og FIFA har hele tiden benægtet, at der skulle være tale om andet end kontante forskud på den støtte, mange fattige fodboldforbund modtager.

Episoden er langt fra Johanssons favorit-emne, men svenskeren indrømmer, at han også kender historierne indgående, selvom han kraftigt understreger, at der ikke findes beviser for noget som helst.

- Det var folk nær mig i nøglepositioner i både FIFA og UEFA, der kom til mig og fortalte, at der var folk, der var gået op på værelserne på hotellet. Så spurgte jeg, hvem det præcist drejede sig om. 'Ah,' det kunne de ikke sige. Jeg kunne ikke gå til angreb uden at have beviser. Uden at vide, hvem der tog pengene. Så kunne jeg ikke gøre noget, fortæller Johansson.

Men den episode, der virkelig har gået Johansson på - og stadig gør det - er afskeden med UEFA.

Svenskeren har ved flere lejligheder talt om, at han nok er noget naiv i sin tilgang til det politiske spil, og det må han siges at have være, da Sepp Blatter før valget til UEFA-præsidentposten i 2007 bad Johansson om at stille op til genvalg. Det gjorde Johansson, der dermed sandsynligvis kom til at gå Blatters ærinde, da det afholdte Johanssons ven Franz Beckenbauer fra at stille op til valget.

- Op til valget gik jeg til eksekutivkomiteen og til Blatter. Jeg sagde, at jeg var blevet så tilpas gammel, at det var tid til at skifte ud. Så sagde han: 'Du skal blive, vi skal sikre kontinuiteten. Du har bygget noget godt op i Europa, økonomisk og sportsligt. Det kan du ikke bare smide væk. Du skal arbejde videre for at skabe respekt om UEFA, som du har gjort.' Jeg bøjede mig for det, siger Lennart Johansson.

- På kongressen i Zürich er Blatter inviteret med til middagen aftenen før afstemningen. Der siger han, at det er på tide med udskiftning på præsidentposten. '

We should bring in a footballer'

, siger han. Jeg tænker bare, 'hvad for en fodboldspiller har du været?' I hvilken stor liga har han spillet? Han bakkede Platini op. Men Platini førte sin egen valgkampagne. Der var ikke noget svindel over ham. Jeg synes ikke om det, Platini mener, men jeg respekterer ham for, at han står ved, hvem han er, siger Lennart Johansson.

Senere på foråret i 2007 mødtes Johansson med Blatter i Stockholm. Blatter havde skiftet mening længe før kongressen og fortalt verden om det, og svenskeren ville have en forklaring på Blatters u-vending, men det fik han ikke.

- Han kom til Sverige for at møde mig og forklare sig. Jeg spørger ham, hvorfor han først beder mig om at blive, hvorefter han bakker op om en anden kandidat.

'That's life'

, svarer han. Han havde ikke nogen forklaring på det. Jeg har ikke lovet at tie stille om det. Når du spørger mig, hvad der skete, fortæller jeg. Det er sandheden.

'That's life.'

Og så grinede han, fortæller Lennart Johansson.

Svenskeren sluttede frokost-mødet med at fortælle Blatter, at han skulle leve med sin gerning resten af livet, hvorefter de to skiltes.