Landshold

Direktør: Svindel i dansk fodbold

At tro, der ikke foregår aftalt spil i dansk fodbold, er mere end naivt, mener direktør for kritisk sportsorganisation.

I sidste uge skyllede en bølge af mistanker om korruption og aftalt spil ind over europæisk fodbold. Mistanken om spilleskandalen, der hurtigt har bredt sig til at omfatte ni lande i europa og i blandt andet inkluderer kvalifikationskampe til Champions League og andre europæiske kampe ser ud til at brede sig.

I første omgang blev der talt om 200 kampe, der er under efterforskning, men UEFA har i denne uge meddelt, at problemet formentlig er langt større.

Læs også: Her er svindelklubberne

Skandalen kommer ingenlunde som en overraskelse for Jens Sejer Andersen, der er direktør for den kritiske sportsorganisation Play The Game, der blandt andet arbejder for mindre korruption i idræt og sport.

- Det kommer slet ikke bag på mig på trods af, at der ikke er nogen af os, der har en konkret viden om, hvad der foregår i den illegale verden, som i sagens natur lever i det skjulte, siger Jens Sejer Andersen til tipsbladet.dk

- I sidste uge var der allerede en efterforskningsleder i Tyskland, som sagde, at det højst sandsynligt kun er toppen af isbjerget, man har fat i, og her er jeg helt enig.

- Langt den største del af det illegale spillemarked bliver styret fra Asien, hvor mafiabosser styrer milliardforretninger, og det ville være højst besynderligt, hvis de 200 kampe, som der nu er mistanke omkring, er en stor del af kagen, lyder det fra Jens Sejer Andersen.

I sidste uge, da efterforskningen af de 200 kampe blev offentlig kendt, reagerede DBU ved at understrege, at ingen af kampene havde noget at gøre med Danmark eller danske hold.

Men at Danmark ikke er ramt af problemet, er en helt anden sag i følge Jens Sejer Andersen.

- At tro Danmark er undtaget, vil være ufattelig naivt at tro. Danmark har en turneringsstruktur som i alle andre lande, vi har også dårligt betalte professionelle fodboldspillere og uden tvivl folk, der er til salg for penge, siger Jens Sejer Andersen.

Læs også: Mistanke om aftalt spil i dansk fodbold

Tipsbladet har tidligere beskrevet, hvordan asiatiske spilsyndikater opererer i Danmark. Flere gange er asiatiske pseroner blevet grebet i minutiøst via mobiltelefon at reportere om den mindste udvikling i kampe, der foregår helt ned på ungdomsniveau.

- Vi kan jo ikke vide, hvordan det foregår, men det kunne være et lille men effektivt netværk, som er i Danmark. Vi oplever dem næppe købe en reklameblok på TV2, men at lade som om, at alt er i den skønneste orden, vil være dumt. Vi er nødt til at agere, som om, de er her og så arbejde ud fra det, siger Jens Sejer Andersen.

Læs også: Kinesere spiller på danske ungdomskampe

DBU indførte i foråret 2008 en hotline, hvor alle anonymt kan indtelefonere den mindste mistanke om snyd i dansk fodbold. Et initiativ, som har givet mange opkald men kun i en håndfuld sager er blevet undersøgt nærmere og ingen har ført til yderligere undersøgelser.

DBU's hotline får ros fra Jens Sejer Andersen.

- Det er bestemt et godt initiativ og er et skridt i den rigtige retning. Men hvis det blot er for at lade sig selv og omverdenen tro, at der så er styr på sagerne, vil det svare til at gå løs på et tordenvejr med en fluesmækker.

- Men en hotline er et af de skridt, der skal til, men for idrætsorganisationer er det generelt, at man ikke tage de helt store skridt. Det som sjældent sker er, at forbundene indgår et seriøst samarbejde med den offentlige myndighed - altså politiet.

Forbundene har det typisk med at ville holde arbejdet inden for "familien" og selv klare problemerne. En grundig undersøgelse fra den offentlige myndighed kunne jo medføre at forbundenes egen redde ville blive undersøgt, og der ville blive gået kritisk til nogle af de uoverskuelige økonomiske ting, der foregår, siger Jens Sejer Andersen og lægger ikke skjul på at hentydningen går i retning af FIFA, som Play The Game gang på gang har stillet sig kritisk overfor omkring netop korruption og svindel inden for den store organisation.

Læs også: Svindel-linien gløder hos DBU

Et skridt i retning af at komme korruption og aftalt spil til livs i internationalt fodbold, vil i følge Jens Sejer Andersen være at oprette en en international organisation mod korruption i sport, der skal fungere i stil med det internationale antidopingagentur, Wada.

- Vi har siden 2006 bragt forslaget på bane ved forskellige lejligheder, men der er ikke sket videre. Dansk Idrætsforbund har meddelt, at der ikke er brug den slags, da der er tjek på tingene. Det vi mener, DBU kan gøre er at gå forrest med initiativet og gøre sig til talsmand for at danne en international organisation, der arbejder målrettet med at få problemet løst, siger Jens Sejer Andersen til tipsbladet.dk.

Læs også: Italien også ramt af spilleskandale

Indtil videre er mistanken om aftalt spil og svindel med kampe indkredset til at have fokus på kampe og klubber fra Østrig, Belgien, Bosnien, Kroatien, Tyskland, Ungarn, Slovenien, Schweiz og Tyrkiet.