Svindel-linien gløder hos DBU
I marts 2008 oprettede DBU i samarbejde med sikkerhedsfirmaet SAG en hotline, hvor alle kan ringe ind med den mindste mistanke om snyd i forbindelse med afvikling af fodboldkampe - det såkaldte matchfixing.
Det skete efter en periode, hvor Tipsbladet havde sat fokus på problemet - blandt andet med artikler omkring asiatiske spillesyndikaters ativiteter ved danske ynglingekampe, hvor der både i Lyngby og Holbæk var havde været eksempler på, at kinesiske rapportører blev observeret og bortvist.
Siden oprettelsen har der været godt gang DBUs hotline.
- Vi har oplevet at have op til 10-15 opkald i de måneder, hvor turneringsfodbolden er i gang, siger Peter Ebbesen, leder af DBU's turneringsudvalg, til tipsbladet.dk.
Læs også: Ekspert: Matchfixing kan ske i Danmark
- Alle er velkomne til at ringe ind, og det gør naturligvis, at der er mere kød på nogle opkald i forhold til andre. Det kan være alt fra fans, der mener at dommeren er købt, fordi deres hold er blevet snydt fra et straffespark til henvendelser med tydeligere indikationer på matchfixing.
- Af henvendelser, som vi har undersøgt nærmere beregner det sig nok til omkring 3-5 opkald siden oprettelsen, siger Peter Ebbesen.
Men det er ikke kun hotline'en, der fører til nærmere granskning af afviklingen af fodboldkampe.
- Vi har løbende dialog med Danske Spil, som indberetter, hvis de bliver opmærksomme på markant spil på et specielt udfald af en kamp. Det kan være, hvis en spilleklub sætter 40.000 kroner på uafgjort i en kamp, som så ender 0-0. Så går vi videre med sagen og undersøger, om der kan være noget ureglementeret i afviklingen af kampen.
- Der har dog ikke været nogle af tilfældene, der indtil videre har ført til, at vi er gået til bunds i en sag, men det er klart, at vi holder øje med de henvendelser, der kommer, forklarer Peter Ebbesen.
Læs også: Mistanke om aftalt spil i dansk fodbold
Tipsbladet skrev tilbage i august 2007 om, hvordan asiatiske spillesyndikater har haft udsendte til danske ynglinge-kampe, hvor der flittigt bliver rapporteret via sms og opkald omkring den mindste udvikling i kampen - helt ned til indkast, hjørnespark osv.
- Det er selvfølgelig en sag, vi har været opmærksomme på, og mig bekendt har der i de sidste tre afviklinger af den årlige internationale ungdomsturnering i Lyngby (GF Cup, red.) været observeret asiater, der har meget travlt med at rapportere fra kampene.
- Jeg har holdt møder med de nordiske fodboldforbund, hvor emnet blandt andet blev vendt. Signalerne lyder på, at det ikke nødvendigvis er tale om matchfixing. Der kan være, at de asiatiske syndikater udser sig turneringer, hvor de er sikre på en fair afvikling af kampene, hvilket de ikke altid er i deres hjemlige ligaer.
- Hvorfor de kaster sig over danske ynglinge-kampe, er et godt spørgsmål, men de har formentlig også kampe fra højere rækker på deres program, siger Peter Ebbesen.
- Men som sagt har vi fra vores forskellige henvendelser endnu ikke haft belæg for at gå dybere ind i nogle af sagerne, lyder det fra Peter Ebbesen, der sammen med SAG vil foretage en snarlig evaluering af de forskellige henvendelser med mistanke om svindel.
Læs også: DBU håber ikke telefonene ringer
Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.