Generelle

På jagt efter de ægte Ajax-profiler

John Steen Olsen har i 2009 sendt to unge danskere til videre forarbejdning i talentskolen ved navn Ajax Amsterdam. For den skandinaviske scout er der tale om verdens næstbedste job

"En Ajax-spiller skal have teknik, hurtighed, også i hovedet. Jeg kigger mest efter backer og kantspillere. Det er lettere at finde en 10er end en ægte wing, og målmænd og angribere står heller ikke øverst på min liste. Dem kan de selv finde i Holland. Når vi taler om Danmark, Norge og Sverige er det spillere med nogle helt særlige kvaliteter, som Ajax er ude efter. Som Christian Eriksen og Nicolai Boilesen."

John Steen Olsen har været skandinavisk scout for Ajax Amsterdam i over 12 år. Og nu står han på en reservebane ved Køge Stadion og ser en ynglingekamp mellem HB Køge og FC Nordsjælland. Hvis han er imponeret af nogen aktør i december-kulden, så skjuler han det godt. Knap så godt går det med at holde forventningerne til hans to nye eksporter til Holland nede.Nicolai Boilesens agent, Frank Hansen, hilser på og går videre. Scouten skal have arbejdsro. Og tid til interview med Tipsbladet.""Boile" skal have lidt mere fysik, men det får han automatisk, for fodbold kan han godt spille, og det han ikke kan, får han at lære af sin træner. Frank de Boer spillede jo netop de to pladser, som Nicolai magter. Venstre back og midterforsvarer," forklarer Olsen, den gamle Hvidovre-spiller med bopæl i nærliggende Solrød Strand. Når han ellers er hjemme."Fra 1. juli og tre måneder frem så jeg 90 fodboldkampe, og et år kørte jeg 60-70.000 km i bil, men det er blevet lidt mindre. Men altså i sommer boede jeg nærmest fast i Halmstad for at følge en stor ungdomsturnering. I november så jeg fortsat seks-syv kampe om ugen, og så skal der løbende rapporteres til Amsterdam. Jeg sidder også en del ved computeren," uddyber Ajax-scouten uden overhovedet at se træt ud. Trods sine snart 67 år."For to år siden fik jeg min ansættelse forlænget med to år, og nu har jeg fået to år mere. Jeg plejer at sige, at det er verdens næstbedste job. Det bedste er at være professionel fodboldspiller."

Chauffør for Ajax´ udsendte

John Steen Olsen var selv i starten af halvfjerdserne en hurtig og kreativ højre midtbanespiller i først DOS Utrecht og dernæst Feyenoord, men egentlig skulle det hollandske eventyr være indledt i Ajax. Olsen var fra Hvidovre røget til USA, hvor han spillede for Boston Beacons et år.

Han var til kontraktforhandlinger med Ajax, da den spiller, han var udset til at erstatte, svenske Inge Danielsson scorede fem mål i en kamp for andetholdet. Derpå blev Olsen usikker og valgte et tilbud fra IFK Malmö som mellemstation, før Holland endelig kaldte. Af skattemæssige årsager kunne han ikke flytte direkte hjem til Danmark."Jeg har altid syntes, at Ajax var en fantastisk klub med en flot historie og en smuk fodboldfilosofi, og jeg er utrolig stolt over at arbejde for klubben," forklarer John Steen Olsen, som ad omveje fik jobbet som scout. "I flere år kørte jeg rundt i Danmark som chauffør for Ton Pronk, min gamle holdkammerat fra Utrecht, som i halvfemserne endnu var chief-scout i Ajax. På et tidspunkt syntes jeg, at det ville være oplagt, hvis jeg tog tjansen med at kigge skandinaviske spillere ud for Ajax, og den korte version er så, at det først blev en realitet, da Morten Olsen i 1997 blev ansat som træner for klubben." John Steen Olsen arbejdede tidligere for det danske agentfirma EuroPlayer, og det var her han anbefalede Ajax at se nærmere på OB-dribleren Dan Petersen, og selv om spilleren snart slog igennem i Amsterdam, så gik det i starten ikke så hurtigt med at komme derned. Vi er tilbage i 1991."Først kom den ene delegation op til Vejle-OB, tror jeg, så den anden, og til sidst kom træner Leo Beenhakker, og han sagde god for Dan, men ville have klubkammeraten Johnny Hansen med. Hansen var en stærk stopper, som straks kom på førsteholdet, men blev ramt af en del skader. Det særlige omkring Dan Petersen-transferen var, at Louis van Gaal, der dengang var assistent-træner i første omgang sagde til mig, at Dan ikke var en Ajax-spiller. Det var jeg ikke helt enig i, men han måtte jo vide det," kommer det med et vanligt skævt smil fra John Steen Olsen.Midtvejs i første halvleg dukker der en sms-tekst op på journalistens mobil-display. Det er en nordsjællandsk Ajax-fan, der kan berette, at træner Martin Jol skal have udtaget Christian Eriksen til debut i fredagens hjemmekamp mod NEC Nijmegen. Ajax-scouten bliver glad, men virker ikke totalt overrasket.

Så Zlatan otte-ti gange

"Jeg tror virkelig på ham, og jeg har lige været en tur dernede og set hvordan han har udviklet sig, ikke mindst fysisk. Måske han skal arbejde en smule med sin defensiv, men ellers har jeg kun store roser at sige om Christian. Han kan blive til de helt store, og det er allerede en kæmpe oplevelse at se ham folde sig ud."

Og dermed har scouten slet ikke glemt Nicolai Boilesen. "De er begge oplagte Ajax-spillere, og jeg tror også, at de dermed har fået det rette springbræt til en videre karriere. For de fleste danske talenter er hollandsk fodbold i det hele taget, og det er der mange, der vil skrive under på, en rigtig god skole," mener John Steen Olsen.Som scout for en udenlandsk klub følte han i de første år ret alene på tribunen, men i dag er der normalt et meget større opbud - og nu ser vi endda bort fra alle agenterne - og det er også i det lys, at man skal se at Ajax henter to store danske talenter for næsen af en række andre europæiske topklubber."Jeg vil tro, at der var op imod 15 udenlandske klub-scouts til stede til en topkamp som den i Odense mellem OB og FC København. Endnu et par hollandske klubber har faste folk på tribunerne til mange kampe i Danmark, Noge og Sverige, men i Ajax-perspektiv er jeg bare én af mange. Klubben har udenlandske scouts i bl.a. Østrig og Belgien, men ellers kører en af de fem repræsentanter fra Amsterdam-kontoret en del rundt i Europa. Jeg vil tro, at Ajax totalt set har et netværk med op imod 100 scouts i ind- og udland".John Steen Olsen sætter journalisten af på Køge Station. Vi har set en halvleg, og det rækker."Det var en undtagelse, for jeg plejer selvfølgelig at se kampene færdig. De spillere, som jeg peger på, skal jeg jo tjekke nogle gange, selv om man ofte på en halvleg kan se på et stortalent, om det rækker. Om mentaliteten også er til det. Men altså, en Zlatan Ibrahimovic måte jeg se en otte-ti gange, inden jeg kunne gå videre med ham. Så var jeg også helt sikker, haha," siger Olsen om sin vel nok bedste "scoring".

Ajax-nej til Agger og Bendtner

"Jeg har også på et tidspunkt anbefalet Ajax at se nærmere på Daniel Agger, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner, men det skete ikke. Ligesom Thomas Kahlenberg er til prøvetræning dernede sammen med Michael Krohn-Dehli, men hvor Ajax så beslutter sig for at snuppe den sidste. Sådan er der så meget. Jeg har også set den svenske angriber Marcus Berg mange gange, og jeg blev ved med at være i tvivl. Så slog han igennem hos FC Groningen, men har ikke formået at følge op i Hamburger SV. Sådan er fodbold også. Man kan ikke vinde hver gang," mener Olsen, som i det daglige arbejder meget sammen med Ajax´assistenttræner Danny Blind, hvis søn Daley er i førsteholdstruppen. Og som med en menneskelig indgang er en værdig Ajax-repræsentant. Altså faderen:

"Danny er rigtig god til de unge mennesker. Noget af det vigtigste i sådan en storklub er, at ledere og trænere taler med dem undervejs og når de komer tilbage fra en skadespause osv, så de føler, at de er en del af holdet. Jeg gør det også, men det er jo ikke nok. Den slags skal man ikke undervurdere," lyder det rutineret fra Ajax-scouten, der virker parat til at tage endnu en tørn. Til at finde nye talenter - og samtidig glæde sig over sine seneste fortjenester for sin hollandsk arbejdsgiver.