Netop er VM 2018 overstået, eftersom Frankrig med en sejr på 4-2 kunne kalde sig verdensmester i går aftes.
Det er derfor tid til at evaluere på slutrunden i Rusland, der ifølge FIFA's præsident, Gianni Infantino, har været en stor succes. Og det vil det også blive næste gang, hvor Qatar skal afvikle turneringen.
- Fodbold handler om passion, følelser, kærlighed, familie og sammenhold. Det har vi i den grad oplevet i Rusland, og nu er det Qatars tur. Jeg er sikker på, at vi vil se den samme energi og positivitet om fire år, som den vi har set i Rusland, siger præsidenten til fifa.com og tilføjer:
- Jeg kan med sikkerhed sige, at vi er blevet forelsket i Rusland. Og jeg er sikker på, at vi alle vil elske Qatar. Det sker allerede. Vi inviterer alle til VM i 2022 i Qatar.
Datoerne for det kommende VM ligger fast. Seks dage før juleaften skal VM-finalen spilles. Et vinter-VM vil nemlig se dagens lys. Det kan du læse mere om her.