Udskældt regel på vej væk: Superligaen lægger op til at sænke stadionkrav
Foto: René Schütze/Getty Images
Superliga

Udskældt regel på vej væk: Superligaen lægger op til at sænke stadionkrav

Forskellige parter har i årevis kritiseret kravet om, at der skal være 10.000 tilskuerpladser på et Superliga-stadion. I næste uge kan det være fortid.

- Det er ren Klods-Hans.

Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, lagde i efteråret ikke skjul på, hvad han syntes om stadionkravene i Superligaen. I hans verden gav det ingen mening at forlange, at Superliga-klubberne har plads til 10.000 tilskuere, når der for de flestes vedkommende sjældent eller aldrig kommer så mange.

Nu er der måske udsigt til, at Divisionsforeningen, som driver Superligaen, slækker på kravet. Der er blevet fremsat forslag om at reducere det til 6000 pladser.

Mogens Jespersen var langt fra den første til at fremføre kritik af kravet. Gennem årene har så forskellige parter som direktøren i Silkeborg IF, formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), borgmesteren i Helsingør, formanden for kultur- og fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune og Kommunernes Landsforening kritiseret det.

De er dog som regel blevet mødt med en blank afvisning fra enten DBU, da unionen havde ansvaret for Superligaen, eller Divisionsforeningen. 

- Hvis vi siger, at det fremover er godt nok med tre mudderhøje, vil en oprykker kunne komme op og – uden at investere selv – få en del af de indtægter, som konkurrenterne har brugt mange år og flere 100 mio. kr. på at bygge op. Desuden vil indtægtsgrundlaget blive udhulet, fordi produktet ikke bliver præsenteret ordentligt fremover, sagde Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen i forbindelse med Jespersens kritik i fjor. 

Vedtages det nye forslag, kan man opfylde kravene ved at have plads til 6000 tilskuere i alt og 4000 siddepladser. Nu skal 3000 af de i alt 10.000 være siddepladser. Kilder fortæller til tipsbladet.dk, at Divisionsforeningens bestyrelse er blevet bedt om at tage stilling til det på dens møde på tirsdag, men det vil Claus Thomsen hverken afvise eller bekræfte.

- Det er rigtigt, at vi har diskuteret, om man skal revidere kapacitetskravet på Superliga-stadioner. Det er også rigtigt, at det er bestyrelsen, der vedtager ændringer til licensmanualen, men jeg vil ikke kommentere på dagsordener på vores bestyrelsesmøder. Om vi ændrer det, ved jeg ikke, siger Thomsen til tipsbladet.dk.

Tidligere har I jo afvist det ret klart. Hvor kommer den opblødning fra?

- Jeg synes ikke, man kan se det som en opblødning af kravene, men en udvikling af kravene. Hvis det her bliver vedtaget, går man fra en model med ét kapacitetskrav for alle til en model, der er mere fleksibel. Det er ikke at sænke kravet, men man anviser en anden måde at opfylde det på.

At gå fra 10.000 til 6000 er vel at sænke kravet?

- Det kommer an på, hvad man kigger på, når man ser kravet. Hvis man kigger på anlægsinvesteringen, er det ikke sikkert, det er billigere at have lukkede tribuner hele vejen rundt end et stadion med 10.000, siger Claus Thomsen.

- Det, vi skal se på, er, om man kan udvikle kravet, så noget af kapaciteten kan afløses af kvalitet. 

De seneste år har klubber som Hobro IK, FC Helsingør og nu Vendsyssel FF haft store problemer med at opfylde kravet i deres første Superliga-sæson. Oprykkere kan få dispensation i deres første sæson, men derefter skal de opfylde kravet om de 10.000 tilskuerpladser - eller som minimum have vedtaget planer om en udvidelse.

I Hobro IK håber sportschef Jens Hammer Sørensen, at det nye forslag bliver vedtaget.

- Det har været lidt hårdt ved en klub som vores, at der skal være 10.000 pladser til by med 11.500 indbyggere. Min drøm er, at vi over tid kan få nyt stadion i Hobro med 6000 tilskuere. Et lukket, intimt stadion med en lækker bane, siger sportschefen.

Der er i diskussionerne om en ændringerne lagt op til, at et mindre kapacitetskrav ledsages af krav om eksempelvis overdækkede tribuner.

- Kan du ikke se, at vi på et stadion med 6000 plads bare én gang kunne melde udsolgt? Jeg tror på en positiv spiral, når man kan se, at der er mange mennesker på stadion. Det er bare sjovere at gå til fodbold, når der er mange mennesker, så det bakker vi rigtig meget op om.

Divisionsforeningens bestyrelse holder møde på tirsdag. Her skal den også tage stilling til, hvis klubberne blive enige om en løsning, om Superligaen skal skæres ned fra 14 til 12 hold.