Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere FCK-stopper ophæver kontrakten i russisk klub

Ragnar Sigurdsson og FC Rostov har ophævet samarbejdet. Nu skal den 33-årige tidligere FC København-profil på klubjagt.

Onsdag var ikke bare den første dag i et nyt årti. Det var også Ragnar Sigurdssons første dag som klubløs fodboldspiller.

Den tidligere FC København-stopper ophævede nytårsdag sin kontrakt med russiske FC Rostov. Her var han ellers anfører, men klubben skriver på sin hjemmeside, at 33-årige Sigurdsson nu har forladt Rostov efter gensidig aftale.

- Vi takker spilleren for hans dedikerede spil, pålidelighed og ønsker Ragnar succes i hans fremtidige karriere, skriver FC Rostov i en kortfattet meddelelse på klubbens hjemmeside.

Læs også:UEFA kårer EM-kvalifikationens Allstar-hold: Tidligere FCK-spiller er med

Sigurdsson kom til klubben i januar 2018, og Rostov var hans tredje klub i Rusland. Den første var FK Krasnodar, som købte ham i FC København i begyndelsen af 2014, og senere skiftede han til Fulham i England, som undervejs lejede ham ud til Rubin Kazan.

Det er endnu uvist, hvor Ragnar Sigurdsson fortsætter karrieren. Han har tidligere talt varmt om at vende tilbage til FCK og København, som han stadig besøger med jævne mellemrum, og i 2016 var det da også tæt på.

Læs også:Island er klar til VM-fest: Alle har pissesvært ved at spille igennem os

- Jeg har egentlig en løs aftale med ham om, at han skal tilbage til FCK efter den netop afsluttede sæson, skrev manager Ståle Solbakken i en klumme i BT.

- Det har han sagt flere gange, at han gerne vil, men jeg føler, at den aftale bliver løsere og løsere og er ved at glide ud af hænderne på mig i takt med det, der sker ved EM.

Ragnar Sigurdsson spillede i FCK i to et halvt år fra sommeren 2011 og frem.

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Læs også:FC København har fået flest straffespark i dette årti

Læs også:FCK varsler totalt udsolgt til EL-brag mod Celtic