Superliga-spørgsmål: Hvem skal være AGF's førsteudfordrer?
Seks kampe resterede der af grundspillet, da forårsæssonen gik i gang, og nu er de 14 klubber nået til halvvejsmærket. FC Midtjylland og FC Nordsjælland er kommet flyvende ud af starthullerne, mens klubber som OB, FCK og AC Horsens halter efter.
Nu står 24. runde for døren, og her skal vi igen blive klogere på, hvem der kan snige sig med i top seks, og hvem der skal kæmpe for at undgå nedrykning.
Her er nogle af de spørgsmål, der skal besvares i den kommende runde.
Hvem skal være AGF's førsteudfordrer?
Man skal passe på med at drage for hurtige konklusioner, men det kunne godt se ud som, at AGF er i en position, hvor de på den ene side er favoritter til at vinde bronze, men på den anden side er for langt fra FC København til, at sølv er en realistisk mulighed.
Søndag bliver vi klogere på, hvem der umiddelbart er at regne som førsteudfordrer til AGF om bronzen.
I Farum tørner FC Nordsjælland og Brøndby IF sammen, og vinderen presser for alvor AGF. Opgøret på Right to Dream Park kan også give en indikation af, hvem der lige nu er stærkest af FCN og Brøndby. Det følger man helt sikkert også med nysgerrige blikke i Aarhus.
AGF er lige nu to point foran Brøndby IF og tre point foran FC Nordsjælland, men århusianerne har en kamp mod Randers FC i baghånden.
Hvem har lavet det bedste bytte?
SønderjyskE og OB byttede angribere i januars transfervindue.
Mart Lieder tog turen til Odense, mens Anders K. Jacobsen driblede den modsatte vej over lillebæltsbroen og indlogerede sig i Haderslev. Søndag møder de to klubber hinanden for første gang, siden de sad i forhandlingslokalet sammen.
Og hvem har så lavet det bedste bytte?
Det kan man naturligvis aldrig afgøre over én kamp, men det skal alligevel blive spændende at have det i baghovedet. Der er i hvert fald næppe tvivl om, at Anders K. Jacobsen og Mart Lieder vil være ekstra opsatte søndag eftermiddag.
I de første tre kampe har Anders K. Jacobsen været en noget større gevinst for SønderjyskE, end Mart Lieder har for OB. "AK" har scoret to mål, mens en småskadet Mart Lieder ikke har sat det store aftryk på Fyn.
Kan Esbjerg lukke et vigtigt hul inden nedrykningsspillet?
Der står rigtig meget på spil for Esbjerg i den kommende runde.
De pressede vestjyder møder Hobro IK, og en sejr vil være ekstra vigtig for Lars Olsens mandskab med tanke på, at alt lige nu tyder på, at Esbjerg og Hobro ender i samme pulje i slutspillet.
Her overføres pointene fra grundspillet, og Hobro IK vil med en sejr øge afstanden ned til Esbjerg til fem point. Det er alligevel en del for vestjyderne at skulle indhente i slutspillet.
En Esbjerg-sejr vil derimod bringe holdet foran Hobro, og nok så væsentligt vil det isolere Silkeborg IF fuldstændigt i bunden.
Det kan blive alt fra en meget deprimerende til en meget opmuntrende runde for Esbjerg fB.
Læs også:UEFA slår kløerne i Parken: FCK slutter Superliga-sæsonen på udebane
Læs også:AC Horsens-træner før pokalkamp: Vi har brug for en god oplevelse
Læs også:Optakt: Randers FC - FC Midtjylland
Læs også:FCK vil holde længere på spillerne: En beslutning vi har råd til at træffe
Læs også:Brøndby IF forventer et transferresultat i omegnen af nul