Han scorede 40 gange i 50 kampe for Silkeborg IF, angriber Ronnie Schwartz, men afskeden med klubben fra Søhøjlandet blev ikke, som parterne håbede på. Angriberen forklarer sig nu om sit skifte til FCM og sin tid i Silkeborg. Det gør han i et interview med TV Midtvest.
Angriberen forlod SIF på sidstedagen i transfervinduet, og det skete blandt andet efter en periode, hvor Ronnie Schwartz ikke havde spillet på grund af rygproblemer.
Den 30-årige FC Midtjylland-spiller erkender nu, at der slet ikke var problemer med ryggen, og at det hele handlede om at undgå skade, så han kunne komme videre til Superligaens tophold.
Læs også:FC Midtjylland bankede kinesere i sidste testkamp
- Nej, nej, det var rent skuespil fra min side. Men alle i Silkeborg-lejren købte min forklaring. Jeg kunne ikke spille, sagde jeg til dem. For ved du hvad, jeg skulle da ikke risikere at blive skadet, når nu FC Midtjylland ville have mig. Det ville være et drømmeskifte for mig, siger Ronnie Schwartz til TV Midtvest.
Angriberen har scoret 12 gange i Superligaen denne sæson, og i stedet for Schwartz har Silkeborg IF lejet den målløse brasilianer Junior Brumado i FC Midtjylland. Han skal forsøge at sparke klubben mod en mirakuløs redning.
Ronnie Schwartz fortæller, at han er ærgerlig over at se sin tidligere klub i den forfatning, den er i for tiden.
Læs også:Viborg-træner: Eneste fejl mod SIF var at vi ikke scorede flere mål
- De mangler ambitioner i Silkeborg. FC Midtjylland vil være mester hvert år og investerer også i det. De lader det ikke bare blive ved snakken. Jeg synes ikke, Silkeborg IF skal være sådan en elevatorklub, der rykker op og ned imellem Superligaen og 1. division. Det er synd, at den gamle storklub ikke bliver vækket til live. Jeg forstår ikke, at man ikke hentede to til tre stærke navne, da vi rykkede op i sommer. Enhver kunne jo se, at vi ville få det svært i Superligaen. Først nu, hvor det er ved at være for sent, gør man noget, siger Ronnie Schwartz.
Nummer to på topscorerlisten i Superligaen fortæller, at man simpelthen er nødt til at "komme ind i kampen", hvis man skal være med i Superligaen. Der har Ronnie Schwartz forsøgt at holde Silkeborg, men nu er det andre, der må tage over for Kent Nielsens hold, der tabte sidste testkamp med 0-2 til Viborg i fredags.
SIF åbner foråret med en kamp mod AaB.
Læs også:SIF-direktør efter Schwartz-salg: Bekymret for, om vi skulle dyppes i tjære
Læs også:Surt show for Silkeborg: Tabte generalprøve til NordicBet Liga-hold
Læs også:FCM har hægtet Brøndby af: Her er Superliga-klubbernes spillerbudget