Solbakken forventer snarligt salg: Vi får både penge af Djurgården og Johansson
De fleste har nok hørt mænd joke med, at deres hustru har nogle dyre vaner og koster dem alt for mange penge. I Erik Johanssons tilfælde er det dog ikke nogen vittighed, men derimod ganske frivilligt, at han opgiver noget af sin formue for at være tæt på sit hjertes udkårne.
Det er ingen hemmelighed, at Johansson gerne vil hjem til Sverige for at bo sammen med sin frue, Carina Berg, og det står også klart, at midtstopperen selv må til lommerne. Det fortæller FC København-manager Ståle Solbakken.
For Johansson er tæt på et skifte til Djurgården, der ikke står med hele regningen selv.
- Der er en dialog med Djurgården og en dialog med Erik, og den er langt fremme. Så skal den over den sidste forhindring, siger Solbakken på FCK's første træningsdag frem mod den kommende sæson.
Så du forventer, at det falder på plads?
- Ja.
Hvor ærgerlig er du over situationen med Erik Johansson? Det var vel ikke planen.
- Nej, det var det ikke, men nogle gange sker der familiære ting, som betyder meget. Sådan er det. Vi skal kompenseres, og det ser det ud til, at vi bliver af både Djurgården og Erik, og så må vi se, hvor det ender.
Der var lagt op til, at Erik Johansson skulle blive lederen i det københavnske forsvar i sidste sæson efter salget af Mathias "Zanka" Jørgensen, men svenskeren endte med at sidde ude med en skade i det meste af sæsonen.
Det gav en masse spilletid til Denis Vavro og Michael Lüftner, der nu er blevet suppleret af nyinkøbet af Sotiris Papagiannopoulos. Solbakken håber, at det gør tabet af Johansson mere spiseligt.
- Han spillede jo ikke i fjor, så der var nogle andre, der fik meget spilletid, og forhåbentlig har de fået et godt udbytte af det, siger han.
Tidligere på dagen bekræftede Djurgården kontakten med Erik Johansson. Læs mere om det her.