For et par uger siden kom det frem, at FC Københavns svenske stopper, Erik Johansson, ønskede at forlade FC København for at vende hjem til Sverige, da han skal giftes.
Det satte straks gang i rygterne om et skifte til AIK eller Djurgården, og så sent som i sidste uge bekræftede sidstnævntes sportschef, Bosse Andersson, at de var i forhandlinger med FC København.
Og de forhandlinger ser ud til at have båret frugt.
Det svenske medie Expressen melder således, at stopperen er blevet enig med Djurgården om en kontrakt, der løber indtil vinteren 2022, og at FC København også er blevet enig med Djurgården om en pris.
De sidste detaljer forventes at falde på plads i løbet af de kommende dage, og et skifte kan blive officielt allerede i næste uge, melder avisen.
Johansson har spillet for FC København siden 2016. Han har tidligere optrådt for blandt andre Malmö FF og K.A.A. Gent.