Video : Tipsbladet
Superliga

Siger farvel til Moniz: Kantspiller tilbage i FCM-folden

Mikael Anderson vender tilbage til FC Midtjylland efter et lejeophold i Holland - han ved ikke, om han bliver på heden.

FC Midtjylland står foran et transfervindue, hvor der skal flyttes rundt på mange brikker, og én af dem er offensivspilleren Mikael Anderson, der i denne sæson har været udlejet til hollandske Excelsior, hvor han siden starten af april har haft Ricardo Moniz som cheftræner. Han kunne dog ikke redde Rotterdam-klubben fra nedrykning.

20-årige Mikael Anderson fik stort set ikke spilletid under Ricardo Moniz, og blandt andet derfor er det ikke overraskende, at lejeaftalen ikke bliver forlænget eller vekslet til en permanent aftale. 

Dermed vender Mikael Anderson tilbage til FC Midtjylland, hvor han har kontrakt til 2021, men det er stadig for tidligt at sige, om han også er der ved udgangen af transfervinduet.

- Hvis de vil bruge mig, vil jeg gerne være her. Men hvis de ikke vil bruge mig, vil jeg gerne et andet sted hen, siger Mikael Anderson til Herning Folkeblad.

Mikael Anderson var forrige sæson udlejet til Vendsyssel FF, og han har dermed ikke optrådt for FC Midtjylland i to år. Den islandske U21-landsholdsspiller debuterede for ulvene i december 2016 i en udekamp mod Silkeborg IF.