FCM-lejesvend har fået Moniz som træner: Intet galt i at have personlighed
Ricardo Moniz er nok den træner, der har formået at sætte det største aftryk på kortest tid i dansk fodbold.
Hollænderen blev præsenteret som cheftræner i Randers FC den 8. oktober 2017 og fyret igen 26. januar 2018, så i virkeligheden er Moniz kun en meget lille parantes i Superligaens historie, men med sin flamboyante stil fik han prentet sig ind mange steder - naturligvis også forstærket af, at det hele kunne følges i programmet "Superliga Backstage" på Canal 9.
Moniz' anekdoter om at være opvokset på gaden, det evige "Right, Perry" henvendt til Perry Kitchen og den megen snak om Johan Cruyff var nogle af de ting, der gjorde krøltoppen til en kultfigur på kort tid.
Tidligere på ugen blev Ricardo Moniz ansat som cheftræner i Excelsior, og målet er, at den tidligere Randers-træner skal sikre klubben overlevelse i Æresdivisonen i de sidste fem kampe. Aktuelt er Rotterdam-klubben næstsidst, og kun sidstepladsen rykker direkte ud.
I Excelsior huserer blandt andre Mikael Anderson, der i denne sæson er udlejet fra FC Midtjylland, og han har stiftet bekendtskab med Moniz i nu to dage.
- Jeg har fået et positivt indtryk af Moniz. Han vil gerne spille noget underholdende fodbold med fokus på presspillet, og det, synes jeg, er en meget frisk tilgang. Jeg har kun haft to træninger sammen med ham, så det er selvfølgelig begrænset, hvor stort et præg han har nået at sætte, men jeg er positiv i forhold til ham. Jeg kan tydeligt mærke, at det er en stor personlighed, der kræver meget af sine omgivelser, siger Mikael Anderson til tipsbladet.dk.
Som så mange andre fulgte Mikael Anderson med, da Ricardo Moniz og de øvrige i Randers FC i løbet af efterået 2017 og foråret 2018 tonede frem på TV i programmet "Superliga Backstage".
- Jeg har set programmerne, så jeg vidste godt lidt om ham. Moniz er helt sikkert en stor personlighed, men jeg har ikke noget imod hans type. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Der er ikke noget galt i at have lidt personlighed. Han kræver meget, men det er også ofte de trænere, der får noget ud af spillerne. Han er ekstremt passioneret, og jeg tror, at han i TV-programmet blev fremstillet slemmere, end han er. Jeg har kun indtryk af en flink mand.
- Jeg er sikker på, vi nok skal få nogle sejre med Moniz. Jeg har en stor tro på, at vi nok skal redde os, og den tro synes jeg, at jeg fornemmer overalt i klubben og ikke mindst hos Moniz. Det skal nok gå godt, lyder det fra dansk-islandske Anderson.
FCM-lejesvenden har i denne sæson spillet 15 ligakampe og scoret et mål for Excelsior. I de to sidste kampe under klubbens forhenværende cheftræner Adrie Poldervaart sad han på bænken fra start til slut, så han ser frem til en ny træner og et nyt sæt øjne.
- Det har været meget op og ned for mig. Jeg startede sæsonen fint, men så blev jeg skadet på en landsholdstur med Island, og da jeg kom tilbage, var det lidt op ad bakke. Jeg er tilfreds med det antal kampe, jeg har fået, men jeg ville gerne have startet inde i flere. Under alle omstændigheder føler jeg, at jeg har lært rigtig meget, siger Mikael Anderson.
Ricardo Moniz debuterer som Excelsior-træner på lørdag, når holdet møder topholdet AFC Ajax på udebane.