Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 24. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

For første gang nogensinde blev alle kampe i en Superliga-runde afviklet for tomme tribuner, og dermed var det en noget speciel ramme, der var om den tredjesidste runde i grundspillet.

Bag lukkede døren floppede FC København igen fælt, mens FC Midtjylland fortsatte marchen mod guldet. Esbjerg og Hobro delte i rundens vigtigste kamp, og uafgjort blev det også mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF og Sønderjyske og OB. AaB tog en flot sejr over Lyngby Boldklub, mens Silkeborg IF for anden gang i sæsonen fik skovlen under AGF.

Vi har set nærmere på de bedste individuelle præstationer.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 24. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jesper Hansen, FC Midtjylland (2)
Veteranen fejrede kontraktforlængelsen i FC Midtjylland med at pille et straffespark fra Emil Riis. Jesper Hansen havde imidlertid selv begået forseelsen, så det manglede også bare. 34-årige Jesper Hansen har ikke indkasseret et eneste mål i dette forår. Imponerende. 

Højre back: Patrick Kristensen, AaB (2)
Lad os bare sige det, som det er. Pladsen som højre back er forholdsvis billigt til salg i denne runde. Det var ikke der, de store præstationer stod i kø. Patrick Kristensen får pladsen for en fin præstation i AaB's 3-0-sejr over Lyngby. 32-årige Patrick Kristensen viste, at han stadig kan begå sig, og så noterede han sig såmænd også for en assist til Kasper Kusk, selv om offensivspilleren naturligvis bør løbe med al æren for 2-0-målet. 

Central forsvarer: Alexander Ludwig, AC Horsens (1)
Alexander Ludwig blev matchvinder i AC Horsens' sensationelle over FC København, og derudover passede han sit defensive arbejde på fornem vis. Det har været op og ned for Ludwig, siden han vendte hjem fra OB, men søndag leverede han sin hidtil bedste præstation. 

Central forsvarer: Alexander Scholz, FC Midtjylland (4)
Én af forårets bedste spillere i Superligaen. Alexander Scholz servicerede Frank Onyeka ved 2-0-scoringen, og han var den spiller i 24. runde, der noterede sig for flest clearinger. Scholz havde ny makker i midterforsvaret i form af Rasmus Nicolaisen, og ulvene var især i første halvleg under pres, men resultatet var det samme, som det plejer for FCM. Sejr og clean sheet. 

Venstre back: Michael Lumb, AC Horsens (3)
Michael Lumb spillede med stor rutine i Telia Parken, og han var med til at give en ro til hele Horsens-mandskabet i en svær udekamp. Efter en lille opblomstring på det seneste så Pep Biel pludselig middelmådig ud igen, og det var ikke mindst Lumbs fortjeneste. 

Højre midtbane: Awer Mabil, FC Midtjylland (5)
Offensivspilleren gjorde livet surt for Randers-spillerne, der til tider havde vanskeligt ved at følge australierens antrit. Awer Mabil havde en fod med i scoringen til 2-0 og er efterhånden én af de største profiler i FCM-truppen

Central midtbane: Ayo Simon Okosun, AC Horsens (2)
Ayo Simon Okosun er et bæst på en fodboldbane. Man kan bestemt ikke beskylde FCK-spillerne for ikke at have spist deres havegrød, men Okosun kunne de slet ikke matche på fysikken. Lejesvenden fra FC Midtjylland var desuden god til at sætte sine holdkammerater i scene, og han var med afstand den spiller i den forgangne runde, der erobrede flest bolde. 

Central midtbane: Bjarke Jacobsen, AC Horsens (2)
I sin Superliga-kamp nummer 82 leverede Bjarke Jacobsen formentlig sin bedste præstation til dato i den gule trøje. AC Horsens-profilen ejede den centrale midtbane mod FC København. Bjarke Jacobsen var eminent til at lukke rummene ned for FCK's kreative spillere, og så var han iskold med bolden. Teknikken var i top, og afleveringerne sad lige i skabet. Havde der ikke været corona-forbud, stod Bjarke Jacobsen til et smækkys af Bo Henriksen. 

Venstre midtbane: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland (5)
Prikken over i'et var det flotte mål på frispark. Mikkel Damsgaard har tydeligvis besluttet sig for at slutte godt af i Farum, inden han drager videre til støvlelandet, Damsgaards udvikling har været meget iøjefaldende i denne sæson, og han er nu oppe på ni scoringer i 23 Superliga-kampe. Til sammenligning scorede han blot to mål i sine første 49 optrædener i landets bedste række.

Angriber: Kasper Kusk, AaB (4)
Kasper Kusk har genfundet sig selv på en ny position i AaB, og det fortjener både han og Jacob Friis et skulderklap for. AaB's angrebstrio med Lucas Andersen, Tom van Weert og Kasper Kusk centralt fungerer fremragende i øjeblikket, og i 3-0-sejren over Lyngby bidrog Kusk med en enkelt scoring samt en assist til hver af sine legekammerater i offensiven. 

Angriber: Junior Brumado, Silkeborg IF (1)
Så lykkedes det endelig Junior Brumado at score et mål i dansk fodbold. I sin Superliga-kamp nummer 24 bragte han Silkeborg IF på sejrskurs mod AGF, og det var ét af mange fine indslag fra brasilianeren, der var god til at holde i bolden og leverede en imponerende arbejdsindsats i holdets tjeneste. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Svinedyrt for Superligaen: Tomme sæder koster 20 millioner kroner

Læs også:Silkeborg-træner om udlændinge: Det må ikke blive for eksotisk

Læs også:Mål i absolut stilhed: Se alle weekendens Superliga-kasser

Læs også:Marts-landskampe kan blive uden vigtige landsholdsspillere

Læs også:AGF-angriber om tomt stadion: Det bliver som en træningskamp

Læs også:Ekspert: FCK er faktisk konstante - de er konstant dårlige

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud