Der var masser af mål og dramatik i 23. runde af Superligaen, og det er nu tid til at få kigget på, hvem der leverede gode præstationer.
Det spidser til i både midterfeltet i Superligaen, hvor Randers med en sejr spillede sig i en god position, og i bunde fik Hobro et enkelt point, da det blev til 0-0 fredag ude mod AGF.
Vi har set nærmere på de individuelle præstationer i den forgangne runde.
Her følger Rundens Hold i Superligaen for 23. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Marvin Schwäbe, Brøndby IF (1)
I en runde, hvor der ikke var mange store keeperpræstationer, får Marvin Schwäbe pladsen i målet. Keeperen var sikkerheden selv i kassen for Niels Frederiksens mandskab, der er tæt på at booke billet til Mesterskabsspillet i Superligaen. 1-0 endte det, og Schwäbe havde også et par gode redninger for Brøndby, der har brugt vinterpausen på at styrke sig defensivt.
Højre back: Johnny Thomsen, Randers FC (1)
Han er blevet 800 år - eller også er det "bare" 38 år - men rutinerede Johnny Thomsen er stadig en herlig højre back i Superligaen. Søndag vandt han sammen med Randers en vigtig sejr på 2-1 ude over AC Horsens, og den sejr kom blandt andet, fordi Thomsen i første halvleg stod i vejen for en Horsens-afslutning, der var på vej i mål, og fordi Thomsen assisterede Alhaji Kamaras 1-1 mål. Rundens detalje var, da 38-årige Thomsen og 16-årige Jeppe Kjær Jensen havde en løbeduel sidst i opgøret.
Central forsvarer: Simon Skou Jakobsen, Hobro IK (1)
Bliver bedre og bedre for Hobro IK, og fredag mod AGF kom den tidligere Silkeborg-spiller i vejen for meget. Han havde hele 10 clearinger i opgøret, og samarbejdet med Rasmus Minor Petersen blevet bedre og bedre. Godt nok kom AGF frem til lidt, men Hobro har det fint med at stille sig ned på kanten af feltet og forsvare eget mål. Her har Simon Skou Jakobsen masser af kvaliteter for holdet, der kæmper for redning.
Central forsvarer: Frederik Alves Ibsen, Silkeborg IF (1)
Silkeborg kunne ikke bruge 1-1 mod OB til voldsomt meget, for klubben fra Søhøjlandet har brug for sejre i kampen for at redde sig i dansk fodbolds bedste række. Men for unge Frederik Alves Ibsen var opgøret den bedste kamp, han har spillet i Superligaen indtil videre. Stopperen vandt alle sine dueller, og det gjorde han ved dels at være aggressiv, dels at være forudseende. Det klæder ham at spille ved siden af den verbale og rutinerede stopper Kees Luijckx.
Venstre back: Paulinho, FC Midtjylland (2)
Brasilianeren banker sig ind på Rundens Hold med et af sæsonens flotteste mål. Paulinho gjorde det til 2-0 mod SønderjyskE, da han tordnede bolden op i målhjørnet fra små 28 meters afstand, og dermed nåede han et foreløbigt højdepunkt i FCM-trøjen. Inden foråret var der mange, der havde afskrevet Paulinho hos Superligaens tophold, men brasilaineren er kommet med et eminent modsvar.
Højre midtbane: Awer Mabil, FC Midtjylland (4)
Offensivspilleren både scorede og assisterede i mandagssejren over SønderjyskE, og han har noget af det, mange klubber savner fra deres offensive esser - slutprodukt. Awer Mabil er nu oppe på syv mål og fire assists i indeværende sæson, og han er efterhånden en markant profil i FC Midtjylland.
Central midtbane: Vito Hammershøy-Mistrati, Randers FC (2)
Vito Hammershøy-Mistrati var med afstand banens bedste spiller, da Randers FC slog AC Horsens med 2-1. Midtbanespilleren fik god tid på bolden, og den brugte han til at splitte værternes defensiv ad med flere knivskarpe afleveringer. Meget af Randers FC's opspil gik gennem Mistrati, og det var en god idé.
Central midtbane: Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland (2)
Har startet foråret glimrende med både mål og assists, og mod Esbjerg sparkede han sikkert bolden i nettet, da FC Nordsjælland fik straffespark mod Esbjerg. Han er blevet en playmaker-type for FCN, og Rygaard har en stor andel i, at holdet fra Farum har åbnet foråret med sejre i de første tre kampe. Sejre, der betyder, at holdet har spillet sig ind i top seks-spillet.
Venstre midtbane: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland (4)
Flot, flot hælaflevering til Mohammed Kudus' mål til 1-1 mod Esbjerg i opgøret, som FC Nordsjælland vandt med 2-1. Viste igen fantastiske takter, og han tager mere og mere ansvar for FC Nordsjælland. Er en begavet og klog spiller med masser af teknik og for tiden også selvtillid, og Damsgaard er vel en af Superligaens mest yndefulde spillere at se på.
Angriber: Mohamed Daramy, FC København (1)
Mohamed Daramy blev kastet ind fra start, da Dame N'Doye ikke var i stand til at spille kampen mod AaB. Og selv om den 18-årige angriber burde have scoret selv, stod han også for to fine oplæg. Det første til en helt fri Pep Biel - det andet til Michael Santos, der headede bolden i kassen. Fin præstation af den unge angriber, der kan bruge de mange offensive skader til at bide sig fast.
Angriber: Michael Santos, FC København (1)
To kasser af angriberen fra Uruguay, der i øvrigt lavede begge mål med hovedet, selv om han er en mindre fyr. Det vidner om timing og gåpåmod fra en spiller, som er vendt hjem fra Skotland med en sigtelse for overfald. Ståle Solbakken har ikke mange alternativer i angrebet, og derfor var det rart for nordmanden at se, at den forholdsvis dyre angriber har mål i sig.
I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.
Læs også:AGF-direktør forstår Randers' frustration: Det kan ikke være anderledes
Læs også:Brøndby lider hårdt på tv: Seerne blev væk fra weekendens kamp
Læs også:Otte kampe uden sejr: OB-chef freder Jacob Michelsen
Læs også:Jannik Vestergaard vil til EM i Danmark: Enhver drengs drøm - også min
Læs også:Vejle stikker af i 1. division: Træneren kræver endnu mere af spillerne