Per Rud: Sagen afhænger af øjnene der ser
Illustration
Superliga

Per Rud: Sagen afhænger af øjnene der ser

Brøndbys sportschef Per Rud har taget kontakt til AaB om Kasper Kusk-sagen. 

Det har fået massiv opmærksomhed, at Brøndbys sportschef Per Rud tidligere i dag udtalte, at klubben har fået et nej fra Kasper Kusk i forbindelse med transfervinduet. 

Det er i strid mod reglerne, at en klub henvender sig til en spiller, der har mere end et halvt år tilbage af sin kontrakt med en anden klub, AaB's sportschef Allan Gaarde har efterfølgende udtalt, at han finder det ukollegialt, at Brøndby har henvendt sig til Kusk-lejren uden at spørge AaB om lov først. 

Nu oplyser Per Rud, at han har været i kontakt med Allan Gaarde i dag for at fortælle ham sin version af historien.

- Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at jeg har den største respekt for Allan Gaarde og AaB. Det laver denne uoversstemmelse ikke om på. Jeg har selv taget kontakt til Allan i dag for at fortælle ham vores version. Vi er uenige, men det skal vi også kunne bære, siger Per Rud til tipsbladet.dk. 

Han forklarer ligeledes forløbet omkring Brøndbys interesse i Kasper Kusk. 

- Lad mig lige slå en ting fast: Jeg har ikke talt med Kasper Kusk eller tilbudt ham en kontrakt. At vi i Brøndby synes, at Kusk er en meget dygtig spiller, er ingen hemmelighed. Som jeg lige husker det, var Kasper vist nummer to på vores træner Thomas Franks liste over efterårets profiler i ligaen.

- For et halvt år siden kommer det frem i Nordjyske, at Kasper Kusk angiveligt har en frikøbsklausul i sin kontrakt. Jeg er jævnligt i kontakt med John Sivebæk, der er agent for Kasper Kusk. På min forespørgsel for et par uger siden om Kasper Kusks kontraktlige forhold svarer Sivebæk tilbage, at Kasper kun er interesseret i at spille for AaB i Danmark. Dér stopper sagen for vort vedkommende, siger Per Rud. 

Brøndbys sportschef vil nu have total klarhed i sagen sammen med AaB.

- Jeg er 100 procent enig med Allan Gaarde i, at vi skal have afklaret, hvad man må og hvad man ikke må i den slags situationer. Reglerne er sådan, at vi gerne må spørge en agent om en spillers kontraktlige forhold, men vi må ikke tage direkte kontakt til spilleren tidligere end seks måneder, før kontrakten udløber. Det har jeg til fulde overholdt her. Men på toppen af det kunne man stille spørgsmålet, om der gælder andre spilleregler for spillere, der har en såkaldt frikøbsklausul. Jeg tror, man kan sige, at dette er en sag, hvor hvad der er rigtigt og forkert, afhænger af øjnene, der ser på den.

- Jeg tager gerne debatten på et principielt niveau og også ”skraldet”, hvis det viser sig at vi har gjort noget forkert, men det mener jeg som sagt ikke, lyder det fra Per Rud.