Superliga

Roland Nilsson vil have en forsvarsspiller

FC København har kun tre midterforsvarere til to pladser. Det er for lidt, mener Roland Nilsson, der gerne vil have en til.

Mathias "Zanka" Jørgensen er skadet flere måneder endnu. Derfor har FC København blot tre midterforsvarere til rådighed. Klubben har klaret sig igennem det meste af efteråret med Sölvi Ottesen, Ragnar Sigurdsson og Peter Larsson, men det ikke nødvendigvis nok efter jul. Her vil cheftræner Roland Nilsson gerne have en mere.

- Vi har tre midterforsvarere, og det er egentlig for lidt. Lige nu mangler vi en stopper. Så vi kigger lidt på situationen, siger Nilsson til tipsbladet.dk.

I teorien kan FC København stå i januar måneds transfervindue og mangle to midterforsvarere. Peter Larsson får næsten ingen spilletid, og han kunne ligne en spiller, der står foran et salg til en af de svenske klubber, der er meldt interesseret. Larsson selv ved imidlertid endnu ikke hvad vinterens transfervindue bringer.

- Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg har ikke snakket med nogen om det. Vi får se. Jeg har kontrakt her og har fuldt fokus på FCK, siger Larsson, der blot har fået spilletid i to Superliga-kampe, siden han returnerede til FC København fra svenske Helsingborg i slutningen af august.

- Man vil spille hele tiden. Men Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson har spillet godt, så der er ingen anledning til at skifte dem ud. Jeg må bare spille godt, når jeg får chancen, siger midterforsvareren, der ikke har drøftet fremtiden med sportsdirektør Carsten V. Jensen eller Roland Nilsson.

Netop Roland Nilsson vil ikke lægge sig fast på, om Peter Larsson også er at finde i FC Københavns trup, når vinterens transfervindue lukker i.

- Peter konkurrerer, og så får vi se hvad der sker, slutter cheftræneren.