Frem til starten på forårssæsonen vil Tipsbladet vurdere flere ting i forbindelse med Superligaen. Her kommer redaktionen med vores bud på, hvem der vinder mesterskabet, og hvem der rykker ned i NordicBet Ligaen.
Du kan også læse vores bud på, hvem der får et gennembrud, hvem der bliver 'Forårets Profil' og hvem der bliver topscorer. Du kan også læse vores forudsigelser om, hvem der bliver henholdsvis forårets skuffelse og forårets positive overraskelse.
Hvem rykker ud af Superligaen?
Kenneth Jensen, nyhedschef
- Hvidovre IF er sikker, synes jeg. Jeg havde Vejle Boldklub til overlevelse, da jeg lavede samme øvelse i sommer, og det holder jeg fast i. Jeg er bekymret for OB, som har foretaget sig meget i forbindelse med nye spillere, trænere og så videre. Nok er Randers svækket med salget af Bundgaard, men her er der god ro og styr på tingene. Jeg tror, OB rykker ud.
Troels Bager Thøgersen, fodboldkommentator
- Det gør Hvidovre med et brag, mens jeg indtil videre siger Vejle på grund af deres problemer med at vinde kampe, selv om de på papiret har fået offensiv ildkraft med Victor Lind og Anders K. Jacobsen. Jeg ville ikke sove trygt i Randers og Odense, før vi når juni.
Ole Hoffskov, journalist
- Jeg sagde Hvidovre og Vejle før sæsonen - det holder jeg fast i. Der er ikke noget i Vejles ageren i januars transfervindue, der får mig til at tro, at "Jyllands rubin" overlever i Superligaen.
Victor Risager, journalist
- Hvidovre IF og Vejle Boldklub. Jeg er simpelthen så fristet af at pege på Vejle som overlever. Men jeg tror, at Randers og OB trods alt er lidt for stærke, og at der er for langt op til Lyngby. Og Hvidovre? Ja, de har ingen chance for at overleve, tror jeg.
Lars Gram-Hanssen, journalist
- Hvidovre rykker stensikkert ud, og jeg tror, at OB ender med at tage samme tur, som AaB gjorde i sidste sæson. Jeg har en tiltro til Vejle, som er stærke defensivt, og så tror jeg også, at Randers har lidt mere stabilitet end OB.
Mikkel Fuhr, journalist
- Hvidovre er ligesom før sæsonen mit klare bud på den ene nedrykker. Jeg pegede på Lyngby som den anden, men de har gjort det for godt til at sætte deres forspring over styr. Derfor rykker Vejle ud sammen med Hvidovre.
Emil Bellaiche, journalist
- Hvidovre og OB. Hvidovre har allerede den ene fod i NordicBet Ligaen, så det helt store spørgsmål er vel, hvem der ellers rykker ud. Det ligner, at det bliver en tæt kamp for at undgå nedrykning, men jeg tror, OB trækker der korteste strå, da det ikke er et særligt sammenspillet hold.
Karl Dorph Søe, journalist
- Alt tyder på, at Hvidovre rykker ned med et brag. Jeg tror, de får selskab af Randers, der må siges at stå svækket efter transfervinduet, da man har sagt farvel til en af sine helt store profiler i form af Filip Bundgaard.
FC Midtjylland ligger nummer ét i Superligaen, men FCK er blot tre point efter på tredjepladsen, mens Brøndby er på andenpladsen. Foto: Imago
Hvem vinder mesterskabet?
Kenneth Jensen, nyhedschef
- Det bliver FC København igen. De har den stærkeste trup, og der er kun et par europæiske kampe og ingen pokalkampe at forholde sig til. Når det spidser til - og det kommer det til at gøre i foråret i mesterskabsspillet - er kvaliteten af FCK's trup stor.
Troels Bager Thøgersen, fodboldkommentator
- Det gør FC København, hvis der er energi nok tilbage i holdet efter den udladning, det har været at klare sig så godt i Champions League og at spille i turneringen to år i træk. Jeg tror, FC Midtjylland mangler de sidste procent i topniveau, når turneringen skal afgøres i maj.
Ole Hoffskov, journalist
- Det tegner til at blive en tæt kamp i toppen. Jeg tror, at Brøndby IF bliver hægtet af i løbet af foråret, og at vi får en tvekamp mellem FC København og FC Midtjylland om guldet. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis FC Midtjylland snupper den øverste plads på skamlen, men min mavefornemmelse siger FC København.
Victor Risager, journalist
- FC København. Jo, jo, de er nummer tre, og FC Midtjylland og Brøndby IF sluttede efteråret bedre af. Der er bare så meget kvalitet i FCK. Det kræver mest af alt, at der strammes op defensivt, men det tror jeg også, at Neestrups mandskab kan. Og så er der så mange offensive kort at spille på, at FCK nok skal score i stort set alle kampe.
Lars Gram-Hanssen, journalist
- Det tegner heldigvis til at blive rigtigt spændende i denne sæson, hvor tre hold kan kæmpe med til det sidste. FC København har dog væsentligt mere bredde end både Brøndby og FC Midtjylland, og derfor peger jeg på Jacob Neestrups tropper, der i foråret ikke længere skal bekymre sig om europæiske kampe.
Mikkel Fuhr, journalist
- De fleste vil nok pege på FC København, men jeg går alligevel med FC Midtjylland, der lige nu topper tabellen. De blev kun bedre, som efteråret skred frem, og jeg kan ikke se, hvorfor den formkurve skulle begynde at dale.
Emil Bellaiche, journalist
- FC København. FCK har, by far, Superligaens stærkeste trup, og med et CL-exit lurende i horisonten kan FCK for alvor lægge fokus på Superligaen. Det er blevet handlet rigtig godt ind i januar-transfervinduet, så Jacob Neestrup og co. bliver utroligt svære at bide skeer med resten af sæsonen.
Karl Dorph Søe, journalist
- Det bliver et tæt væddeløb mellem FCM, FCK og BIF, og der er sikkert mange, der vil pege i de forsvarende mestres retning, men jeg går med Brøndby. Man har bragt to stærke navne ind i form af Jordi Vanlerberghe (der dog ser ud til misse starten af forårssæsonen) og Filip Bundgaard. Vigtigst er, at man har holdt på Kvistgaarden og Vallys, der kommer til at være afgørende, hvis guldet skal ende på Vestegnen.
Forårssæsonen i Superligaen sparkes i gang fredag klokken 19.00, hvor Viborg FF tager imod OB.