SIG MIG LIGE engang. Har den her Superliga-pause ikke varet i evigheder? Det synes jeg i hvert fald - og regnestykket siger da også knapt to og en halv måned.
Derfor glæder jeg mig helt vanvittigt til at få banket Superligaen i gang, og jeg er faktisk helt overbevist om, at vi får et forår med topspænding over hele linjen.
Kig bare på toppen. FCM, Brøndby og FCK med sølle tre point imellem sig på de tre øverste pladser? Jamen, vi får jo et vanvittigt forår, hvor jeg sagtens kan se førstepladsen skifte hænder adskillige gange.
Selvfølgelig skal både Lyngby og Viborg give den et skud for at nå op, men glem det! Ja, skulle Lyngby- eller Viborg-folkene have lyst til at mene noget andet, så er jeg klar på et væddemål…
Stig TøftingKommentator
I BUNDEN ER vi nok lidt mere afhængige af, at Vejle kan hænge fast og måske kæmpe sig lidt højere op, før vi får alvor får samme højspændte affære. Men jeg kan sagtens se Randers ryge med i nedrykningsbraget, OB ved man aldrig, hvor man har, så de skal ikke bare fredes. Der kan altså sagtens blive krig på kniven i bunden.
SKAL DER DRYSSES en af de kedeligere forudsigelser ud, så er der i min verden ingen tvivl om, at top-seks kommer til, at består af de seks hold, der allerede nu besætter de seks pladser, altså FCM, Brøndby, FCK, AGF, FCN og Silkeborg.
Selvfølgelig skal både Lyngby og Viborg give den et skud for at nå op, men glem det! Ja, skulle Lyngby- eller Viborg-folkene have lyst til at mene noget andet, så er jeg klar på et væddemål…
I må i det hele taget vente lidt med flere forudsigelser. Jeg skal trods alt lige have kigget lidt fodbold…
I DENNE KLUMME har jeg kigget på nedslag fra transfervinduet. Jeg har valgt det mest interessante fra hver klub, men mangler du den komplette oversigt, så finder du den lige her.
Men lad os komme igang - og vi starter i bunden:
HVIDOVRE IF
Jamen, de har gjort det helt rigtige. Holdt på pengene - og i det omfang, der er lidt i kassen, så ville jeg også hellere bruge dem på at rykke op i Superligaen igen hurtigt. Der findes ikke de penge i Hvidovre, der kan redde dem i Superligaen i år.
VEJLE BOLDKLUB
Hatten af for Vejle, der i hvertfald på papiret har adresseret et målscoringsproblem. Ind med rutinerede Anders ‘AK’ Jacobsen, der ganske vist er kommet op i årene, men har den finurlige detalje, at hver gang han har skiftet klub, så er han startet det nye sted med mål i støvlerne. Sammen med FCM-talentet Victor Lind så har Vejle hentet to gode kort til at supplere Onugkha.
RANDERS FC
Her fortjener sportsdirektør Søren Pedersen sgu’ da en statue. At han kan få én million kroner for Alhaji Kamara og samtidig spare hans lønkroner er lidt af en genistreg. Kamara er skiftet ind ni gange i denne sæson og har scoret nul mål. Går vi 30 kampe tilbage, så står han noteret for sølle to mål og en assist. Altså vi taler om en mand, der dårligt kan løbe ligeud… Godt solgt, Søren P!
Det samme kan man sige om Filip Bundgaard. Det er en no-brainer. Selvfølgelig skal Randers sige ja til 22.5 millioner kroner fra Brøndby.
OB
Ja, hvad skal man næsten sige. Björn Wesström har alligevel 10 spillere på ud- og indlisten denne vinter. Sådan er det jo blevet i OB hver eneste vindue, men jeg ser ingen genistreger eller et stærkere OB-hold, hverken på spillersiden eller i den sportslige ledelse.
Med Viborg, Brøndby, AGF, Vejle og FCK som de sidste fem modstandere i grundspillet, kan det godt blive hedt for OB.
Klik her og læs om OB's spillerbudget.
VIBORG
Anonymt vindue, hvor det var vigtigt med erstatning for skadede Lucas Lund. Det fik de i Nico Mantl. Salget af Alassana Jatta lå også lige på den flade. Jeg har før sagt, at Viborg har solgt sig ud af top-seks, og det holder stadig. Selvom de har et godt program i de sidste fem grundspilskampe - OB, Hvidovre, Randers, Brøndby, Lyngby - så når de alligevel ikke med.
LYNGBY BOLDKLUB
Lyngby var på forkant med salget af Mads Kikkenborg til Anderlecht, da David Jensen allerede var hentet i Tyrkiet inden. Ellers er det mest bemærkelsesværdige at Tochi Chukwuani stadig spiller i Lyngby indtil kontraktudløb til sommer. Mon ikke Lyngby håber på, at han vil slutte godt af i klubben, når nu ikke de får en bøjet femøre for ham.
SILKEBORG IF
Klassisk Silkeborg-vindue. Et par salg i Tobias Salquist og Søren Tengstedt, og nu kigger man ikke engang i første division efter afløsere. Næ, Mads Larsen i Esbjerg og Frederik Rieper i Aarhus Fremad fra 2. division er kommet til.
Selvfølgelig også spændende, at man angiveligt siger nej til bud på Alexander Lind og Alexander Busch, men Silkeborg gør det helt rigtige. Går efter top-seks-pladsen og ved priserne kan stige til sommer. Kloge folk.
Klik her og læs om SIF's spillerbudget.
FC NORDSJÆLLAND
Fint salg af Diomande til Rangers i Skotland for 40 millioner kroner, men det mest chokerende er sgu da, at Osman er blevet solgt for 140 millioner kroner til sommer. Altså manden har spillet 22 Superligakampe, scoret et mål og lavet fire assist. Er man så lige pludselig 140 millioner kroner værd? Jeg forstår ingenting. Altså han kan drible, udfordre og løbe ekstremt hurtigt, men der er jo alt for lidt slutprodukt. Ja, han bliver solgt på potentiale, men stadig vanvittigt i min verden og imponerende flot arbejde - igen, igen - af FCN!
AGF
Dem der lever stille lever godt, siger man. Hvis det passer på AGF, så går de et godt forår i møde. Vinduet har handlet om at holde sammen på truppen - og tilføje et par talenter i form af Tobias Bach fra FC Fredericia og Jonas Jensen-Abbew fra FCN. Mission complete - og Stig Inge Bjørnebye kan da umuligt have fået stress…
FC KØBENHAVN
Her er det klart købet af Magnus Mattsson for godt 35 millioner kroner, der fanger min opmærksomhed. I 22 kampe i Holland er han noteret for 13 mål og fem assist. Her kan man da roligt tale om en mand, der er involveret dér, hvor det er sjovt. Spændende og fedt, at FCK denne gang henter et ungt dansk talent i udlandet og interessant tilføjelse til en i forvejen voldsomt stærk trup.
Rutinerede Scott McKenna ligner i den grad også en stærk tilføjelse til en plads, hvor FCK har haft sine problemer.
Vigtigst af alt er måske alligevel, at Kamil Grabara også er i FCK i foråret og han er stenen på vægtskålen, der gør, at FCK går hele vejen i Superligaen og vinder guldet.
Klik her og læs om FC Københavns spillerbudget.
BRØNDBY
Filip Bundgaard er godt set af Brøndby. Jeg tror, han passer perfekt ind i den måde Brøndby vil spille fodbold på.
En bekræftigelse på, at vi har et økonomisk stærkere Brøndby, at de på den måde kan forstærke truppen med et stort talent og endnu et indkøb til plus 20 millioner kroner.
FC MIDTJYLLAND
Midtjyderne brugte jo 150 millioner kroner på nye spillere i sommer, så selvfølgelig skulle dette vindue blive stille. Specielt med tanke på, at FCM hverken spiller pokal- eller europæisk fodbold, så kan jeg også undre mig over indkøbet af Kamara.
Omvendt får de en spiller, der ikke har noget imod at sidde på bænken - og kan han score et par mål som indskifter i løbet af foråret, så vil de nok betragte investeringen som godkendt. Jeg har dog min tvivl - og grunden kan du læse i kommentaren om Randers FC.