Medspillerne er bedre, tempoet er højere, og træningerne er flere. Mathias Nygaard har gang i en hård opstart, men han har selv bedt om det. Bogstavelig talt.
Midtbanemanden optræder normalt for Aarhus Fremad i 2. division, men i disse dage prøvetræner han i Superliga-klubben Silkeborg IF. Det er kommet i stand, efter han selv ringede til cheftræner Kent Nielsen og satte det op.
- Kent har været ude at se nogle af vores kampe i Fremad. Jeg havde et nummer på ham, og så spurgte jeg, om jeg måtte komme til prøvetræning, siger Mathias Nygaard til Midtjyllands Avis.
Det sagde Kent Nielsen ja til. I første omgang trænede Nyggard med fredag og lørdag, og efterfølgende fik han lov til at fortsætte til på onsdag. Han har altså to træninger tilbage til at overbevise om, at han skal fortsætte på Superliga-niveau.
Den 24-årige Fremad-spiller var tidligere i karrieren i AGF, mens han også har været forbi Viby og Horsens Freja. Kent Nielsen ser både perspektiver i ham på den centrale midtbane og på kanten.
Silkeborg IF har i forvejen den tidligere Brøndby IF- og AC Horsens-spiller Gregers Arndal-Lauritzen til prøvetræning. Klubben sikrede sig allerede i foråret tilgang af de nu forhenværende Nykøbing FC-spillere Mads Kaalund og Emil Holten.