Video : Tipsbladet
Superliga

Kent Nielsen glad for første Silkeborg-træning: Skal lægge på defensivt

Kent Nielsen havde torsdag sin første træning med sin nye klub, hvor han kan se, at der skal arbejdes på defensiven.

Det har længe været kendt, at Kent Nielsen skulle tiltræde som ny cheftræner i Silkeborg IF, når opstarten til den nye sæson gik i gang. Det var udsat grundet en kompliceret ankeloperation for EM-helten, men han slår fast, at han er helt kampklar igen.

Sådan lyder det i et interview med klubbens officielle hjemmeside.

- Ja, jeg har jo gået og ventet længe, så jeg er glad for at være igang igen. Det har været fint at følge med fra sidelinien, men jeg er også en træner-type, der skal have hænderne ned i den daglige træning, for at fungere, så jeg er glad for at være igang igen. Det har jeg glædet mig til, lyder det fra Kent Nielsen.

For den nye Silkeborg-træner har det desuden været interessant at følge med i oprykningskampen, som altså endte med en direkte oprykning til holdet fra Søhøjlandet.

- Det har jeg selvfølgelig været afklaret med. Trænerarbejdet er jo i og for sig det samme, uanset om det havde været 1. division eller som nu Superliga. Det er opmærksomheden fra omgivelserne, der er den helt store forskel, og så ønsker alle jo, om de er spillere eller trænere, at prøve sig selv af på højest mulige niveau, siger han og fortsætter:

- Derfor har jeg på afstand fulgt med, og det blev jo meget spændende til sidst. Heldigvis var det SIF, der havde marginalerne på sin side, og det var ikke kun held. SIF havde den x-factor med spillere, der “shinede,” når der var brug for det, der skal til for at rykke op. SIF var gode offensivt – og dér skal vi blive endnu bedre samtidig med, at vi også skal lægge på defensivt, fortæller Kent Nielsen.

Med til den første træning med Silkeborg havde Kent Nielsen ligeledes mulighed for at se nærmere på klubbens to nye spillere, Emil Holten og Mads Kaalund, som begge er ankommet fra Nykøbing FC. Derudover var den tidligere AC Horsens-spiller Gregers Arndal-Lauritzen på prøve i jagten på at få kontrakt hos oprykkerne.