Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 19.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Jens Grabski Maae
På TV: Canal 9
Hashtag: #agfrfc #sldk
Holdnyt:
AGF:
Omsider. Superligaen er tilbage.
Det har vi ventet længe på, og ingen kampe har været så lang tid undervejs som AGF-Randers. Det skulle have været forårspremieren, men blev udskudt på grund af den dårlige bane på Ceres Park, og inden den udsatte kamp kunne blive spillet, satte cornavirussen Superligaen på pause.
Nu får holdene endelig lov til at spille kampen fra 21. spillerunde, men desværre uden tilskuere til de ellers normalt velbesøgte kampe mellem to lokalrivaler. Det kan både spillere og fans lige så godt vænne sig til. Det bliver ikke anderledes foreløbig.
AGF går ind til Superligaens store genstart uden træningskampe i benene. Holdet skulle have mødt AC Horsens, men Den Gule Fare mente, at det var for dyrt at lade sig coronateste inden, så derfor faldt kampen igennem. I stedet spiller AGF en intern testkamp fredag.
Her kan cheftræner David Nielsen passende spille et alternativt forsvar sammen. Anfører Niklas Backman og Alexander Munksgaard har begge karantæne mod Randers og kan dermed ikke være med til at forsvare tredjepladsen. En sejr vil matematisk sikre AGF en plads i mesterskabsspillet.
Randers FC:
Mens AGF virker selvskrevet til en plads i top 6, er der ikke helt så ligetil for Randers FC. Holdet er en del af en gruppe på fire, der kæmper om fjerde-, femte- og sjettepladserne. Lige nu har Randers de dårligste kort på hånden.
Der er dog kun tre point fra holdets aktuelle syvendeplads op til AaB på sjettepladsen, og da opgøret i Århus er et udsat et af slagsen, kan Randers lægge sig side om side med AaB efter 24 runder, hvis ellers holdet vinder.
Læs også:Sydafrikaner drømmer om store ligaer: Men først AGF-gennembrud
Randers når at spille en enkelt testkamp, mod Vendsyssel FF fredag eftermiddag, inden Superliga-genstarten. Selvsamme Vendsyssel har netop skrevet kontrakt med Tobias Damsgaard, men han var allerede udlejet dertil, så han udgør ikke noget aktuelt tab for Randers.
Der er desuden ikke meldt om hverken skader eller karantæner i Randers-truppen, så Thomas Thomasberg bør have alle mand til rådighed i forsøget på at udvide stimen til 12 kampe i streg under nederlag mod AGF.
Karantæne:
AGF: Niklas Backman, Alexander Munksgaard
Randers FC: Ingen
Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Eskelinen – Diks, Tingager, Hausner, Højer – Amini, Poulsen, Blume – Bundu, Mortensen, Ankersen
Randers FC (4-4-2): Carlgren – Thomsen, Piesinger, Marxen, Lauridsen – Kallesøe, Hammershøy-Mistrati, Rømer, Kehinde – Egho, Kamara
Profilen:
Kampen er Kevins Diks’ store chance. Lejesvenden fra Fiorentina har kun fået én startplads indtil nu i denne sæson, så hvis han skal gøre sig forhåbninger om at slå Munksgaard af, skal han levere varen mod Randers.
Vidste du, at..:
David Nielsen har endnu ikke prøvet at vinde over Randers FC som træner, hverken med AGF eller Lyngby. Han er noteret for seks nederlag og tre uafgjort mod torsdagens modstander.
Dom:
Normalt kan man for eksempel bruge holdenes nylige form til at pejle sig ind på et resultat, men det er intet værd lige nu. Der er ingen nylig form.
Læs også:Superliga-powerranking: Hvem har kræfterne til den vilde afslutning?
Randers har en lille fordel ved, at holdet spiller en rigtig testkamp inden opgøret, men ellers er der mange ubekendte: Hvordan har spillerne trænet, mens de var hjemsendt? Hvordan har træningen været, efter de vendte tilbage? Hvordan håndterer de det at skulle spille kampe igen?
Historisk set er det dog en god idé at skyde på, at Randers får mindst ét point, så det gør vi også nu: 1-1.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:David Nielsen håber på tilskuere: Nogle skal nok sige, jeg er dum
Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud
Læs også:Superliga-træner om ekstra udskiftninger: Har svært ved at se formålet