For år tilbage var Lukman Haruna et af nigeriansk fodbolds største talenter, men siden han forlod Monaco i 2011 har karrierestien været alt andet end lige. De seneste seks år har han været på kontrakt i Dinamo Kiev med tre udlejninger til følge.
Nu kan hans fremtid dog vise sig at ligge i Odense. Nigerianeren prøvetræner således i OB i denne og starten af næste uge. Det gør han blandt andet, fordi landsmanden Izunna Uzochukwu allerede er på kontrakt i OB, der kunne spørge spilleren til råds.
- Det er en mulighed, der er kommet gennem vores netværk. Vi syntes, han havde et spændende cv, og nu kunne det passe fint, også med reserveholdskampen på mandag. Så det er for at se, om det kunne være interessant, siger sportsdirektør Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
- Det er en gut, Izunna kender. Det er ikke Izunna, der har anbefalet ham, men vi har selvfølgelig snakket med Izunna, qua Haruna er nigerianer, og han kender ham. Det har vi taget med, da vi tog beslutningen.
Jesper Hansen taler, mens han overværer OB-træningen, den blot tredje siden Haruna meldte sin ankomst i Ådalen. Af samme årsag er det for tidligt at sige noget som spillerens muligheder for at få en kontrakt.