Video : Tipsbladet
Superliga

OB oplevede stor tilskuerfremgang i 2019

OB havde en tilskuerfremgang på hele 62 procent i 2019, meddeler klubben.

2019 var et godt år for OB i Superligaen. I 2018/19-sæsonen sluttede den fynske klub nemlig i top 6 i Superligaen og kvalificerede sig dermed for første gang til det såkaldte Mesterskabsslutspil, hvor de endte på en femteplads.

I indeværende sæson er OB aktuelt på en niendeplads i Superligaen, men de er stadig i spil til en top 6-placering, og de gode resultater kan mærkes på tilskuerfronten.

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020

I 2019 oplevede OB en imponerende tilskuerfremgang på hele 62 procent, da de havde 7.759 tilskuere i gennemsnit. Fire gange i året havde den fynske klub desuden over 10.000 tilskuere til en kamp. Det meddeler OB på sin hjemmeside.

Klubben peger selv på blandt andet indvielsen af ”Høghens Mur” til ære for Lars Høgh i februar og fejringen af 25-års jubilæet for ”Miraklet i Madrid” i december som begivenheder, der hjalp med at trække tilskuere på stadion. Og OB har intentioner om at bygge videre på succesen.

Læs også:OB forlænger med ungt keeper-talent

- Vi har mærket en ny energi på tribunerne, og herfra skal der lyde en stor ros til vores fans og deres ihærdige arbejde for stemning på Richard Møller Nielsen Tribunen. De har været med til at skabe et nyt fundament, der har fået Odense tilbage som en af landets bedste fodboldbyer. Vi har store ambitioner, og det er noget, vi skal bygge videre på, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen, til klubbens hjemmeside.

OB er også tæt på at slå klubrekorden for flest solgte sæsonkort i en sæson.

I foråret skal OB møde Brøndby IF på hjemmebane i forårspremieren i Superligaen den 16. februar. De tager også imod bundholdene Silkeborg IF og Esbjerg fB i løbet af de sidste runder af Superliga-grundspillet.

Læs også:Officielt: OB henter hurtig angriber i Danmarksserien