OB nærmer sig forstærkninger
Illustration
Superliga

OB nærmer sig forstærkninger

OB er snart klar med en eller flere forstærkninger. Sportsdirektør Jesper Hansen regner med at have en slagkraftig trup til sæsonstart.

Med 14 dage til sæsonstart råder OB-træner Troels Bech over en af de antalsmæssigt tyndeste trupper i Superligaen. Kun 16 markspillere er der i truppen, hvor Rasmus Falk er skadet og folk som Hannes Anier, Niclas Vemmelund og Mohammed Diarra kun har ganske lidt erfaring fra landets bedste række. 

Så truppen er smal, men den er også langt fra færdig. Sportsdirektør Jesper Hansen arbejder således på livet løs for at sammensætte en slagkraftig trup, og det varer ikke længe, før fynboerne er klar med de første forstærkninger. 

- Det bliver mere og mere intenst nu, og jeg regner med, at vi inden alt for længe kan præsentere en ny spiller. Jeg kan ikke komme det nærmere, for der er ikke skrevet under på noget endnu, og så længe det er sådan, kan vi ikke melde noget ud. Sådan er spillet jo, og derfor er mit svar lidt kedeligt, indtil vi selv melder noget ud, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk. 

Han er tilbage i Danmark efter han har forladt OB's træningslejr i Østrig, og han forventer, at OB i hvert fald har én spiller klar, inden Superligaen indledes om to uger. 

- Det regner jeg helt klart med. Det er min klare forventning, at vi i hvert fald har én spiller og gerne to på plads, inden da. Jeg kan ikke give garantier, men det er sådan, planen ser ud, siger Jesper Hansen.

OB har meldt ud, at man gerne ser tre-fire nye ansigter i klubben i løbet af denne sommer, og ifølge Jesper Hansen er det spillere, der skal kunne gå direkte ind på førsteholdet. 

- Vi skal have nogle spillere, der banker på til førsteholdet. Det er Troels Bech, der sætter holdet, men det er folk, der kan gå ind på holdet, vi kigger efter. Det er det, der arbejdes på, siger han. 

OB er i løbet af sommeren blevet sat i forbindelse med flere spillere, der i stedet er havnet i andre klubber. De to venstrebacks Michael Lumb og Remy Amieux endte eksempelvis henholdsvis i FC Vestsjælland og RKC Waalwijk. Jesper Hansen ønsker ikke at kommentere navne, men ser de mange historier som en del af rygtespillet, der præger dansk fodbold. 

- Der er mange, der har ideer om, hvem der kan forstærke OB. Det er fint og godt, at der er folk, der har gode holdninger til OB, for det er det, fodbolden lever af, men det giver mange spekulationer. Der er lavet et stort stykke arbejde i OB allerede i løbet af foråret i forhold til sommervinduet. I den forbindelse kommer der mange navne op, som vurderes og vejes, og i mange tilfælde er det bare et spørgsmål om, hvorvidt han reelt vil kunne forstærke holdet. Så det er på det niveau, og så handler det også om, hvorvidt det kan lade sig gøre økonomisk. 

- Jeg kan ikke kommentere navne, men nogle gange er der spillere, der er så gode, at en klub bare skal have ham – og så kan det måske godt være, at man giver flere penge end hvad der er fornuftigt, siger Jesper Hansen, der ikke har de samme transfermuskler, som tidligere OB-direktører har haft. 

Derfor er OB's spillerjagt udfordret af økonomien, men Jesper Hansen mener stadig, at man kan tiltrække nye profiler til klubben. 

- Langt de fleste klubber kæmper med økonomien, og derfor skal man jo bruge pengene bedst muligt. Sådan er det også i OB. Foråret var selvfølgelig dyrt for OB på grund af resultaterne, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at få spillere til klubben og have et slagkraftigt hold klar til sæsonen, siger Jesper Hansen. 

OB indleder Superliga-sæsonen med en hjemmekamp mod SønderjyskE den 21. juli.