Video : Tipsbladet
Superliga

OB-kaptajn før FCK: Det bliver svært, men ikke umuligt

OB's anfører tror på, at fynboerne kan tage point med fra Parken, når de søndag gæster FC København.

OB spiller mandag efterårets sidste kamp i Superligaen, og fynboerne kan sikre sig, at de overvintrer blandt de seks øverste i Danmarks bedste række. Det kræver dog en sejr i mandagens kamp, men det bliver ikke nemt.

OB skal nemlig en tur til København, hvor de gæster Superligaens nummer to, FC København, i Parken. Her har OB ikke fået point siden 2013, og de to seneste kampe i Parken er sluttet 6-1 og 4-0 til værterne.

Læs også:Erik Sviatchenko efter nederlag: Det skal være en advarsel

Men selvom Janus Drachmann erkender, at der venter en svær opgave, tror han på, at OB kan få point. Det understreger fynboernes anfører ifølge klubbens hjemmeside.

- Der venter os en rigtig svær opgave, men jeg har samtidig en tro på, at vi kan skabe et resultat og få point med hjem til Fyn. Når det er sagt, så er FCK fysisk stærke, de har en god organisation, de ved alle sammen hvad de skal, og de har nogle gode individualister, der både kan skabe chancer og score mål. Så det bliver svært, men ikke umuligt, fortæller Janus Drachmann og fortsætter:

Læs også:AGF sejrer i topbrag efter lyncomeback

- Vi mødte dem i premieren i denne sæson, og der spillede vi en god kamp. Vi har trænet rigtig godt i denne uge, og nu skal vi ud og bruge de allersidste kræfter, inden vi går på ferie. I vores seneste hjemmebanekampe mod FCK har vi præsteret rigtig godt, mens vi omvendt har været elendige på udebane. Det må vi ikke være denne gang, og jeg både tror og håber på, at vi kan gå på ferie med en god oplevelse i morgen aften, siger Janus Drachmann.

OB er i øjeblikket nummer otte i Superligaen, hvor de har 27 point efter 19 kampe.

Læs også:Randers overvintrer i top 6 efter sejr over Esbjerg

Læs også:FCK er uden Bjelland til OB-opgør

Læs også:Victor Nelsson: Vi skal gå all in