OB holder fast i målsætning om top syv
Illustration
Superliga

OB holder fast i målsætning om top syv

- Det har været turbulent for Troels, siger sportsdirektør Jesper Hansen efter trænerskiftet i OB. Ove Pedersens korte kontrakt er efter ønske fra begge parter.

OB har fyret Troels Bech og erstattet ham med Ove Pedersen, der har kontrakt frem til nytår. 

Fyringen kommer efter en sæsonstart, hvor OB kun har hentet seks point i ni Superliga-kampe og er ude af pokalturneringen. Netop resultaterne er årsagen til Troels Bechs fyring, siger sportsdirektør Jesper Hansen. 

- Vi har ikke været tilfreds med resultaterne. Det er hverken Troels Bech, teamet, truppen eller klubben. Vi har haft nogle evalueringer, og så er det kommet dertil, at der skal friske øjne til, så posen kan blive rystet. Vi skal have arbejdshandskerne på, så vi kan opfylde vores målsætning, siger Jesper Hansen. 

Dermed slår han også fast, at OB holder fast i målsætningen om at slutte i top syv i Superligaen. 

- Det gør vi, og jeg mener også, at det er realistisk ud fra den placering, vi har nu. Vi har en forventning om, at vi kan opnå det, siger Jesper Hansen. 

OB har aktuelt fem point op til Superligaens syvendeplads. Sportsdirektøren uddyber, at Troels Bechs arbejde har været godkendt, men at resultaterne har fældet ham. Han erkender, at træneren ikke er eneansvarlig for OB's nedtur. 

- Troels (Bech, red.) har lavet et godt stykke arbejde i OB. Vi har været i gang med at tilpasse tingene i OB, og vi skal også kigge på os selv, og spørge os selv, om vi har ydet det, der skal til. Det er ikke kun trænerens skyld, men vi vurderer stadig, at spillertruppen har et potentiale, som vi ikke har set blevet udfoldet endnu. Troels er også enig i, at truppen er til mere end der, hvor vi ligger i Superligaen nu. Det er tidligt i sæsonen, og derfor mener vi også, at der er så mange kampe tilbage, så vi kan opfylde vores målsætning, siger Jesper Hansen. 

OB har i flere kampe været tæt på at få flere point, end holdet er endt med, men Jesper Hansen mener ikke, at OB har præsteret stabilt. 

- Vores præstationer har været uens. I perioder har vi gjort det fint, andre gange har det været mindre godt, og så har vi nogle gange præsteret under middel. Det er et sammensurium af det hele, og vi har også evalueret tingene med Troels undervejs, siger Jesper Hansen. 

- Der er kvalitet i truppen. Troels Bech har lavet et fint stykke arbejde, og nu kommer Ove Pedersen med nogle friske øjne og ryster posen. Vi har en spillestil, som han kan tilpasse, så vi kan opnå resultater, tilføjer Jesper Hansen. 

Han anerkender, at Troels Bech ikke har haft optimale arbejdsbetingelser i OB, hvor der har været stor udskiftning i truppen og staben bag holdet. OB har manglet kontinuitet.

- Det er jeg enig i. Det vigtigste i forhold til at skabe resultater er kontinuitet. Troels Bech har haft indflydelse på både truppen og stabens sammensætning, men vi har sagt farvel til mange og fået mange nye ind. I starten lavede vi mange korte aftaler, men nu er vi også begyndt at lave lange kontrakter, der gerne skal give kontinuitet. Vi har også været igennem en foryngelseskur i truppen, der gerne skulle give noget mere sult. Det er et mål for os at have mere kontinuitet, men det har været en svær proces, siger Jesper Hansen. 

Sportsdirektøren har været i OB i cirka 15 måneder, og han skal nu sørge for at være det anker, der sikrer kontinuitet i klubben, hvor der har været godt gang i svingdøren de seneste år. 

- Der er ingen tvivl om, at Troels Bech har brændt for OB og lavet et stort stykke arbejde her. I en periode var han også sportschef ved siden af trænerjobbet, så det har været turbulent for Troels. Nu har jeg taget flere af hans opgaver, men han har stadig haft stor indflydelse på tingene. Vi har forholdt os til resultaterne og vurderet, at der skulle friske øjne til. 

Ove Pedersen har i første omgang fået en kort kontrakt, der kun løber frem til sommeren 2015. 

- Det er gået stærkt, og derfor har det været fint for både OB og Ove Pedersen, at aftalen er kort. Så må vi snakke sammen om fremtiden i løbet af sæsonen, forklarer Jesper Hansen, der samtidig bekræfter, at OB er klar til at forstærke truppen til vinter. 

- Det er stadig for tidligt at sige, hvad vi vil gøre til vinter. Men vi får Hallgrimur Jonasson ind. Nu skal Ove Pedersen sætte sit præg på tingene, og så må vi evaluere, hvordan det udvikler sig. Vi er klar til at gøre alt, hvad der skal til for at opnå målsætningen, siger Jesper Hansen. 

OB møder på lørdag Silkeborg.