OB vender tilbage rødderne: Pistolen pegede på Bech
Illustration
Generelle

OB vender tilbage rødderne: Pistolen pegede på Bech

Det er fodboldens ubarmhjertige anatomi, at træneren skal fyres, når det går dårligt. Men OB's nedtur har mange fædre, og fynboerne vender nu tilbage til Richard Møller Nielsens gamle værdier.

Troels Bech udtalte efter nederlaget til FC Nordsjælland mandag aften, at han var klar til at stille sig i skudlinjen. Når man gør det, risikerer man at blive ramt af en vildfaren kugle, og det er lige nøjagtigt, hvad der er foregået i OB tirsdag formiddag, hvor sportsdirektør Jesper Hansen har trykket på aftrækkeren. 

OB's ledelse har haft brug for at placere et ansvar, og derfor har det været den letteste beslutning at pege pistolen mod Troels Bech, selvom det strider mod umiddelbar logik og fornuft.

Det er paradoksalt, at OB-ledelsen trækker det klassiske panikkort og fyrer træneren, netop som omverdenen er begyndt at fatte, at OB's nedtur har mange flere og andre fædre end bare Troels Bech. Ja, træneren har et ansvar, men der er mange, der bør have røde ører over OB's nuværende forfatning. 

I sin tid som OB-træner har Troels Bech oplevet en klub i total forandring. Han blev ansat i OB, da klubben stadig havde økonomiske muskler og man troede, at en tiendeplads i Superligaen var en enlig svale. Siden hans ansættelse i klubben har OB sagt farvel til en sportsdirektør, en administrerende direktør, en målmandstræner, en mentaltræner, en scout og to assistenttrænere. Hertil kommer en række erfarne og løntunge spillere. Det er ikke ligefrem opskriften på succes. Og det er heller ikke måden, man giver en træner de bedste arbejdsbetingelser. 

Senest har OB skudt sig selv i foden ved ikke at forlænge assistenttræner Flemming Povlsens kontrakt, selvom han har været en vigtig Troels Bech-makker og en yderst populær skikkelse i truppen. Flere spillere har begrædt afskeden med humørbomben Povlsen, og denne beslutning har også svækket OB-holdet og Troels Bechs vilkår. 

Troels Bech har selv bemærket, at han som træner i OB har skulle træne et nyt hold hver sommer, fordi udskiftningerne har været så store, og derfor er det også mærkværdigt, at ansvaret bliver placeret hos ham. Det er pudsigt, at OB ikke har ønsket at have Superligaens mest erfarne træner i spidsen for et af ligaens mest uerfarne mandskaber, og Troels Bech skal have ros for sin håndtering af OB's situation. Han har stillet sig selv forrest, taget tæskene i medierne og formået at få sit hold til at levere godkendte præstationer. Men resultaterne har manglet. 

Summen af kardemommen i OB er, at problemerne stikker dybere end cheftræneren, og nedturen går længere tilbage end Troels Bechs ansættelse i efteråret 2012. Derfor er det umiddelbart uretfærdigt, at Troels Bech får silkesnoren, men sådan fungerer fodboldens anatomi. 

Reelt har Troels Bechs eneste vej til overlevelse i OB været ved at få sit hold til at overpræstere. Det er ikke lykkedes, og så var ledelsen tvunget til at signalere handlekraft, fordi det nu engang er sådan, man gør i fodboldens verden, hvor dygtige trænere som Kent Nielsen, Morten Olsen og selv salig Richard Møller Nielsen også har forladt fodboldklubber utide. Uden at deres respektive hold har præsteret bedre af den grund. 

Nu skal Ove Pedersen overtage OB. Det kunne enhver have forudset, og det signalerer ikke ligefrem nytænkning af OB. Men træneren er beviselig dygtig, og han får alle muligheder for at få en god start. Bundholdet Silkeborg er modstanderen på stadion i Odense på lørdag, og herefter venter 14 dages landskamppause, hvor han kan arbejde med truppen. 

Det kan sagtens blive en succes, for under Troels Bech har OB jo faktisk præsteret fint i langt de fleste af sæsonens kampe. Kun én gang har OB tabt med mere end et mål, og kun to gange er OB gået fra banen uden at score i denne sæson. Indstillingen har på nær et fåtal af kampe været der, men de berømte marginaler har manglet, og defensiven har været skrøbelig. Derfor har holdet ikke vundet kampe nok.

Ove Pedersen overtager et hold i krise, men ikke en håbløs trup. Første projekt må blive at undgå at lukke mål ind, for OB har været elendige til at holde modstanderen fra at score. Kun ét clean sheet er det blevet til i denne sæson. 

Ove Pedersen er ekspert i at lukke en kamp ned, og derfor skal OB's defensiv også nok blive bedre nu. Til gengæld har OB-ledelsen smidt alle tanker om et nyt OB med et mere boldbesiddende og underholdene fodboldhold over bord. En kontrakt på kun ni måneder fortæller også om en kortsigtet løsning, hvor det handler om overlevelse i Superligaen.

Med Ove Pedersen vender OB tilbage til rødderne nu, og klubben fokuserer atter på de gamle dyder som vilje, fight og hårdt arbejde som nøgleord. Det er klubbens sande værdier, der har præget Fyns bedste hold helt tilbage til tyskeren Charlie Pohls ansættelse i 1940'erne, over Richard Møller Nielsens succes i halvfjerdserne og firserne til Lars Olsens sølvmedaljer i nullerne.

Det handler om resultater.