Video : Tipsbladet
Superliga

Møder Brøndby: Bendtners første FCK-optræden lukkes for tilskuere

Det vil ikke være muligt at overvære Nicklas Bendtners første optræden i en FCK-trøje fra sidelinjen. Reserveholdskampen mod Brøndby IF spilles for lukkede døre, som der er tradition for.

Nicklas Bendtner optræder for første gang i en FC København-trøje på tirsdag, når han efter planen skal have 45 minutter i benene i en reserveholdskamp mod Brøndby IF, og der er nok rigtig mange, der gerne vil se giraffen.

Det bliver bare ikke muligt på tirsdag.

Jes Mortensen, der er pressechef i FC København, oplyser til tipsbladet.dk, at reserveholdskampen mod Brøndby IF vil være lukket for tilskuere. De lukkede døre har ikke noget med Nicklas Bendtner at gøre, men er kutyme, når FC København og Brøndby IF møder hinanden i reserveholdsligaen og er af sikkerhedsmæssige hensyn.

Jes Mortensen fortæller videre, at FC Københavns reserveholdskamp mod Brøndby IF vil blive streamet, så det er muligt at følge det københavnske reserveholdsderby og altså Nicklas Bendtners uofficielle debut for de danske mestre.

Opgøret spilles tirsdag klokken 13.00.