Ifølge svenske medier undersøger Malmö FF muligheden for at hente Vladimir Rodic tilbage over Øresund, men det er Silkeborg IF, der har det sidste at skulle have sagt i den sag. Superliga-nedrykkerne har papir på den tidligere Malmö-spiller frem til sommeren 2021.
Silkeborg IF har allerede solgt Jens Martin Gammelby og Sammy Skytte denne sommer, og flere er ikke planen, fastslår direktør Kent Madsen.
Som det er i transfervinduer, er det dog umuligt at udstede garantier.
- Vi vil rigtig gerne beholde de spillere, som vi har nu. Det er planen, men det er ikke det samme, som at der ikke kan komme noget på bordet - blandt andet økonomi - der gør, at vi handler anderledes. Men som sagt er der ikke noget nu, der tyder på, at vi er ved at sælge nogen spillere, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.
Silkeborg IF er på jagt efter en ny angriber.