Video : Tipsbladet
Premier League

Får ingen straf for albue i hovedet på Robertson

Constantine Hatzidakis' albue i hovedet på Andrew Robertson var ikke til en straf, mener FA.

Det bliver ingen straf til linjedommeren Constantine Hatzidakis, som søndag traf Liverpools Andrew Robertson i hovedet med en albue.

Det er resultatet af en undersøgelse, der er blevet foretaget siden hændelsen, meddeler Det Engelske Fodboldforbund (FA) torsdag aften.

Dommerforbundet PGMOL suspenderede mandag Hatzidakis, mens undersøgelsen stod på.

- Jeg ser frem til at vende tilbage til at dømme kampe. Jeg har fuldt ud assisteret FA med deres undersøgelse og har diskuteret sagen direkte med Andrew Robertson i en åben og positiv samtale.

- Det var helt sikkert ikke min intention af have nogen form for kontakt med Andy, da jeg hev min arm væk fra ham, og jeg har undskyldt for det.

Episoden udspillede sig efter første halvleg af kampen, som endte 2-2.

Robertson ser på videoer ud til at sige noget til Hatzidakis, hvorefter linjedommeren med en hurtig bevægelse rammer Robertson i hovedet.

Den skotske back brokkede sig efterfølgende til hoveddommer Paul Tierney og fik et gult kort.

Ifølge FA er detaljerede udtalelser fra både Liverpool, PGMOL og videoklip fra mange vinkler brugt i undersøgelsen.

/ritzau/